Søster af det dyrebare blod: "Jeg har de samme følelser og drifter som andre kvinder"

Søster Anna Mirijam valgte som 26-årig at træde ind i klosteret og vie sit liv til Gud. Men det lå langtfra i kortene, at det var den vej hun skulle gå.

Hun voksede op i Tyskland i en protestantisk familie og er egentlig døbt Annette. Familien var ikke specielt religiøs, men gik i kirke til jul og påske, og i sine teenageår levede hun et helt almindeligt ungdomsliv med venner, fester og kæreste.

Hendes første møde med den katolske kirke og ordensfolk var, da hun begyndte på et katolsk gymnasie. Det var også her, den første tanke om klosterlivet begyndte at spire.

"Jeg var 16 år, og der skete ikke andet, end at en af ordenssøstrene fra skolen gik forbi mig. Vi talte ikke sammen, og vi hilste ikke på hinanden. Men idet hun gik forbi mig, fik jeg første gang ideen om at gå i kloster," fortæller søster Anna Mirijam.

"Faktisk blev jeg forfærdelig forskrækket. Jeg ville jo have familie. Jeg ville have et job og alt det, som unge piger drømmer om. Det var en tanke, der overhovedet ikke passede ind i mit verdensbillede, og derfor fortrængte jeg ideen i de første år."

Fra bankrådgiver til kloster

I stedet gik hun i gang med en uddannelse som bankrådgiver. Det viste sig, at det ikke var et fag for hende, og hun begyndte i stedet at læse religionspædagogik. Som 20-årig konverterede hun til den katolske kirke, og igennem årene vendte tankerne om klosteret tilbage. Igen og igen og igen.

"Hver gang jeg så en søster i min hjemby i Tyskland vendte den tanke tilbage. Jeg opdagede, at der var en vis længsel i mig, og selvom jeg var imod tanken om klosteret, gik jeg i årevis med den ide."

Til sidst besluttede hun sig for at rejse langtvæk fra det hele og tog derfor til Zimbabwe for at arbejde frivilligt.

"Jeg havde været der en uge, og ud af det blå siger en kvinde fra min menighed, om jeg ikke har overvejet at træde ind i et kloster. Nu var jeg rejst tusindvis af kilometer for at komme væk fra den tanke, og jeg blev alligevel konfronteret med den. Der vidste jeg, at jeg var nødt til at træffe en beslutning," fortæller Søster Anna Mirijam.

Længslen blev opfyldt

Som 26-årig valgte hun at gå klostervejen. Med til den beslutning hørte også, at hun slog op med sin kæreste og opgav sin ellers mangeårige drøm om mand og familieliv.

"Det var hårdt at give afkald på at få mine egne børn," fortæller hun.

Men hun har fået noget, hun selv mener er større, og som samtidig er svært for hende at sætte ord på.

"Der har været denne store længsel igennem alle årene. En længsel efter en kærlighed fra en, der elsker mig uanset hvem jeg er, og hvad jeg har haft af oplevelser. Selvom min kæreste og jeg var vildt forelskede, kunne jeg mærke, at det ikke var nok. I sidste ende var vi fremmede over for hinanden. I dag er jeg overbevist om, at det kunne have været hvem som helst, det ville aldrig være blevet godt. For jeg har først virkelig fået opfyldt den længsel, da jeg trådte ind i klosteret og begyndte det her liv," fortæller Søster Anna Mirijam.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke opstår afsavn i klosterlivet.

"En søster eller en munk, der siger, at de overhovedet ikke har givet afkald på noget, det tror jeg ikke på. Selvfølgelig gør man det. Og det er jo ikke sådan, at man bliver aseksuel bare fordi, man har besluttet sig for at træde ind i et kloster. Nogle gange kan jeg også tænkte, at det ville være rart at komme hjem til en om aftenen og at man havde en, der var ved ens side. Jeg har de samme følelser og drifter som andre kvinder, men det er for eksempel ikke forbudt at nyde følelsen af forelskelse," forklarer Søster Anna Mirijam og fortsætter:

"I et ægteskab kan det jo også ske, at man forelsker sig i en anden. Men det gælder om at gå tilbage og huske sig selv på, hvorfor er det egentlig jeg er her, og hvad var grunden til, at jeg trådte ind i det her? Jeg har afgivet et løfte, ligesom ægtefolk har givet hinanden et løfte, og det løfte gælder livet igennem."

Klosterlivet skåner nemlig ikke en fra livskriser.

"Selvfølgelig hører det med. Vi har kriser, ligesom alle andre har det. Kriser hvor man pludselig stiller spørgsmålstegn ved det hele. Hvor man spørger sig selv, hvorfor bor jeg sammen med disse kvinder? Hvorfor har jeg ikke en familie, som var min store drøm? Men så kan det være, at en sætning i Bibelen pludselig giver svaret, eller at der på anden vis kommer en bekræftelse på, at det er det rigtige, jeg gør."

Søster Anna Mirijam kommer fra Tyskland og har boet i Danmark i 12 år. Hun er generalsekretær for den Nordiske Bispekonference og leder et konvertitkursus i København. Hun er også priorinde af klosteret i Holte.