Moderne klosterliv i mondænt villakvarter: "Vi har biler, computere og mobiler, og jeg er på Facebook"

En taktfast skraben mod fliserne bryder den ellers øredøvende stilhed i villakvarteret omkring Parcelvej i Holte. Familierne i de andre boliger er på arbejde. Men i indkørslen ved denne firkantede, nybyggede, gule bygning er Søster Maria i gang med at feje årets første løvfald sammen. Arbejdet hører til det lettere af slagsen, og derfor er hun også stadig iført sit hvide slør og den tilhørende klædedragt. Det er først, når havearbejdet byder på andre mere udfordrende opgaver, at hun skifter til et par bukser og en bluse.

Søster Maria byder os pænt velkommen. Hun forlader den lille bunke blade og byder os indenfor, imens hun samtidig kalder på Søster Anna Mirijam.

En munter og med det samme humørsmittende kvinde træder frem i sin sorte klædedragt med tilhørende sort slør og kors om halsen og byder os indenfor. Den tredje beboer, Søster Elizabeth, er netop taget af sted til sit arbejde som pædagog på Rygaards Skole i Hellerup.

Sådan er livet her hos Søstrene af Det Dyrebare Blod. Ordenssøstrene bor i kloster, men de arbejder i det civile samfund. Og her midt på formiddagen er dagens første rutiner med morgenbøn, morgenmad og praktiske gøremål overstået. Og der er plads til personlige hensyn.

"Da jeg trådte ind ad døren i dette kloster, lavede jeg en aftale med Vor Herre, hvor jeg sagde, at det er fint, at vi har vores bøn som den første aktivitet om morgenen, men først skal jeg altså have min kop kaffe. Det var han indforstået med," fortæller Søster Anna Mirijam leende.

Et moderne kloster

Søstrene af Det Dyrebare Blod har boet på Nordvanggaard i Bistrup siden 1956, hvor medlemmerne af den katolske orden drev både plejehjem, børnehave, kirke og kloster. Men i takt med, at plejehjemmet blev solgt, og Rudersdal Kommune opførte det nye plejecenter Bistrupvang, blev de 9.000 kvadratmeter en alt for stor opgave at vedligeholde.

Derfor har søstrene længe ønsket at sælge ejendommen, og det lykkedes i 2015, hvor Rudersdal Kommune købte bygningerne og omdannede bygningerne til indkvarteringssted for flygtninge. Sidste år kunne de tre kvinder i stedet flytte ind i deres nye hus i Holte. Et kloster, der er langt fra de storslåede bygningsværker, som mange formentlig forbinder begrebet kloster med. Men et kloster, der passer bedre til nutiden.

"Tidligere boede der mange flere i et kloster. Det her passer bedre til vores behov, og jeg er super glad for det," forklarer Søster Anna Mirijam, der også er priorinde af klosteret.

Det 400 kvadratmeter store kloster i to etager er udstyret med solpaneler og et miljøvenligt varmluftssystem. Der er plads til mindst fem søstre, og der er to gæsteværelser. Det indeholder klosterkapel, som søstrene anvender til bøn tre gange om dagen, ligesom der bliver afholdt messer her. På førstesalen er der private værelser samt en fælles opholdsstue med tv, hvor det jævnligt diskuteres, om der skal vises fodbold, krimiserier eller Vild med dans på skærmen.

Man fristes til at betegne stedet som et moderne kloster.

"Mange siger, at vi er moderne søstre. Det handler nok om, at vi tilhører den del af klosterverdenen, som er udadvendt. Der findes en del nonner og munke, som kun arbejder inden for klosteret. Deres hovedopgave er at bede for verdenen, og derfor har de også op til syv bønstider om dagen. Den del tilhører vi ikke. Vi har et normalt job ude i samfundet," forklarer Søster Anna Mirijam og tilføjer:

"Vi har biler, computere og mobiltelefoner, og jeg er på Facebook, Twitter og andre sociale medier. Det er ikke fordi, vi nødvendigvis vil være moderne, men som missionsorden er vi også afhængige af at have kontakt til folk omkring os. Man kan ikke give noget videre til folk, hvis man ikke har kontakt med dem."

Lydighed, fattigdom og kyskhed

Søster Maria er 77 år, og hun har arbejdet på plejehjemmet i Bistrup. Nu er hun pensioneret og passer i stedet hus og have i klosteret i Holte. Søster Elizabeth er 50 år og er uddannet pædagog og arbejder på en skole i Hellerup. Og Søster Anna Mirijam er 48 år og tager hver dag på kontor i København, hvor hun arbejder som generalsekretær for den Nordiske Bispekonference.

De tre kvinder er de sidste, der er tilbage af denne katolske orden i Danmark. Ingen af dem stammer oprindeligt fra Danmark. De kommer i stedet fra Østrig, Zimbabwe og Tyskland. De kalder ikke sig selv for nonner, men ordenssøstre. Og trods forskellig baggrund har de det til fælles, at de har aflagt tre løfter, der er fundamentet for deres tilværelse. De lever i lydighed, fattigdom og kyskhed.

Men hvordan passer løftet om fattigdom med et nybygget hus i et af Danmarks dyreste villaområder?

"Det er præcis den overvejelse, vi har gjort os. Kan vi tillade os at bygge det her hus? Det er den balance, vi hele tiden lever i. Men jeg bryder mig ikke om begrebet fattigdom. For ingen af os er fattige. Vi har tøj til kroppen, vi har mad på bordet, og vi har tag over hovedet," forklarer Søster Anna Mirijam og tilføjer:

"Men vi lever ikke i luksus. Løftet om fattigdom betyder at leve i solidaritet med de mennesker, som ikke har noget. Og det gør vi. Vi sparer blandt andet penge sammen til velgørenhedsorganisationer. Derudover hører det også med til overvejelserne, at vi på et tidspunkt også skal sælge huset igen, og at vi nu ligger et sted, hvor vi kan komme af med huset."

Ifølge Søster Anna Mirijam handler det andet løfte om lydighed om at lytte. At lytte til Gud, som hun gør igennem sin bøn. At lytte til sine medsøstre og ikke mindst til sin omverden. Og selvom stemningen generelt er god i klosteret, opstår der også hverdagsdiskussioner om hvem der skal gå ud med skraldet, hvem der tager opvasken, og hvem der har sagt hvad til hvem. Nøjagtig som i alle andre boliger i området i Holte. Den største forskel er, at relationerne mellem beboerne i huset er anderledes.

"Vi er ikke så tætte som i en familie. Vi kaldes for søstre, men vi er ikke søskende. Og det betyder, at man af og til kan være ensom," har Søster Anna Mirijam tidligere forklaret i en tv-dokumentar.

Smittende humør i klosteret

Da vi trådte ind ad døren havde jeg min personlige forudfattede forestilling om, hvordan et klosterliv måtte være. Trist, gråt, kedeligt. Den opfattelse er justeret allerede kort inde i vores samtale. For trods sporadiske stunder med ensomhed, stråler humoren og glæden ud fra begge søstre. Man bliver ganske enkelt i godt humør i de to kvinders selskab. Mest imponeret er jeg over den åbenhed, som begge søstre udviser.

Undervejs i samtalen lægger jeg mærke til sølvringen på søster Anna Mirijams finger. Den bærer alle tre søstre. Og den er dyrebar. Som i et ægteskab er den et tegn på, at kvinden for altid hører en anden til. Men i dette tilfælde er der ikke tale om en fysisk nærværende mand. Ligesom sløret, der dækker håret, signalerer ringen, at denne kvinde er en evig brud. Hun har viet sit liv til Gud.

Netop denne del af søstrenes tilværelse og løftet om kyskhed er svært at forstå for mange folk omkring dem. For hvad vil det sige at leve et liv, hvor man har givet afkald på mand, sex og børn? Folk spørger ofte ind til netop denne del af deres liv.

"Jeg kan huske en aften på vej hjem fra Nørrebro. I bussen sad jeg ved siden af en gruppe unge mænd, der havde fået en tår at drikke. Pludselig siger den ene til mig: 'Er det egentlig sjov at være nonne?' Jeg svarede ja, for ellers ville jeg jo ikke være det. Derefter spørger han: 'Er det rigtigt, at I ikke må have sex?' Straks blev hele bussen bomstille. Jeg svarede, at der er forskel på, om man ikke må, eller man ikke vil. Og så råbte han: 'Vil du ikke have sex?!' Efter lidt overvejelse, spurgte jeg ham: Tror du virkelig, at det at have sex er det aller vigtigste i dit liv, og at du ikke kan give afkald på det for at få noget, som er større end det?" fortæller en leende søster Anna Mirijam og tilføjer:

"Det er grunden til, at jeg har valgt dette liv. Jeg har fundet noget, som er så stort, at det kan rumme det, at jeg ikke har sex. Det forklarede jeg ham, og da vores veje skiltes på vej ud af bussen, sagde han: 'Respekt, Søster'."

"Den slags oplevelser har vi faktisk en del af. Og jeg kan godt lide, når folk stiller spørgsmål, for så kan vi forklare, hvorfor vi lever, som vi gør."

Folkelige søstre

Søster Anna Mirijam holder af samme årsag også en del foredrag, og på klosterets hjemmeside fortæller søstrene også åbent om deres liv. Her opfordrer de også folk til at besøge dem. Det har Prins Joakim lige gjort, og for blot en måned siden var det motorcykelklubben Highway Hogs, der lagde vejen forbi.

Det er nemlig det, som det hele handler om.

"Min opgave er at være synlig. Derfor går vi også altid i vores klædedragter. Vores hovedformål er ikke at få nye folk ind i klosteret. Hvis det sker, glæder vi os. Jeg håber kun, at vi med vores måde at leve på kan minde folk om, at Gud findes og sætte tanker i gang," fortæller Søster Anna Mirijam og tilføjer:

"Og så vil vi gerne gøre op med den forestilling, folk har om nonner fra gamle film. Vi er mennesker. Vi spiser pizza. Vi ser fodbold, og vi drikker også en øl til kampen. Jeg læser krimier, vi ser X faktor, og vi lever jo på mange måder som andre mennesker."

Dog er tempoet lidt lavere i klosteret, og det er en fordel, mener Søster Anna Mirijam.

"Vi er meget privilegeret, fordi vi har en fast rytme mellem arbejde og stilhed. Hos os udgøres stilheden af bøn, men det handler i bund og grund om at trække sig tilbage fra en travl og stressende hverdag."