Ambitionerne høje for Team Favrskov
badminton I de seneste fire sæsoner har HOG Badminton og SGF Badminton stillet fælles turneringshold på seniorsiden, og Team Favrskov har vist sig at være et succesfuldt klubsamarbejde.
Til Sæson 2018-19 stiller Team Favrskov med hold i Danmarksserien, Kredsserien og Serie 1 og er dermed den stærkest repræsenterede klub i Favrskov Kommune.
Førsteholdet var for to sæsoner siden i 3. division, men rykkede ud efter en enkelt sæson. Forrige sæson spillede holdet sig igen frem til den afgørende kvalifikationskamp til 3. division, men tabte til et hold fra Odense. Målet for den nye sæson er at fastholde klubbens førstehold i Danmarksserien og oprykning af andetholdet til Danmarksserien.
Tredjeholdet var før sæsonen i Serie 2 med et mål om oprykning til Serie 1. Dette mål blev dog allerede realiseret, inden sæsonen gik i gang, da Hammel blev tvunget til at trække deres hold.
Team Favrskovs trup er styrket betydeligt til sæsonen med aktuelt 39 dygtige spillere i truppen ledet af trænerne Brian Jørgensen og Christian Langhoff.
jesl