Vietnamesisk street food indtager Aarhus Central Food Market
Take-away-stedet Chào er klar med viatnamesiske retter fra mandag
Traditionelle Bánh Mì-sandwiches med kød- eller vegetarfyld, smagfulde Pho-supper med risnudler og friske Bún-salater med marineret svinekød. Det er nogle af de vietnamesiske street food-retter, som indehaveren af Chào – Take-away sætter på menukortet i sin nye madbod på Aarhus Central Food Market.
Det skriver madmarkedet på Skt. Knuds Torv i en pressemeddelelse.
”Interessen for det vietnamesisk køkken et steget, og der er åbnet mange, nye vietnamesiske spisesteder i Aarhus. Men man skal spise hos mig, hvis man vil opleve ægte, vietnamesisk street food med et tvist af moderne madlavning. Jeg bruger samme opskrifter som vietnameserne selv bruger, men jeg laver retterne, som jeg bedst selv kan lide dem og med friske, danske sæsonråvarer,” fortæller indehaver Vu Nguyen.
Ligesom hos et vietnamesisk gadekøkken skal priserne passe til et hverdagsbudget, mener Vu Nguyen.
Hans priser starter fra 25 kroner for en omgang friske ruller og slutter ved 85 kroner for en Lam Laru, som er lam i krydret kokoskarry med ris. Alt på menukortet fås som take-away, bortset fra Pho-suppen.
”Jeg synes der er sådan en dejlig stemning inde på Aarhus Central Food Market. Det er lige sådan et sted, man har lyst til at sætte sig ned og hygge sig med familien, mens man spiser aftensmad. Derfor synes jeg også, at Chào, som i øvrigt betyder ’hej og velkommen til’, passer rigtig godt ind på markedet, og jeg glæder mig meget til at åbne på mandag,” siger Vu Nguyen.
Chào åbner på Aarhus Central Food Market mandag d. 8. oktober klokken 11.30.
Frem til 15. oktober vil der være særpris på flere af retterne.
dp