Høsten fejres i Voldum
Kirke Søndag 30. september klokken 11 afholdes der høstgudstjeneste i Voldum Kirke.
"Og i centrum står taknemmeligheden over, at naturen endnu en gang har velsignet os med dens afgrøder, taknemmelighed over at vi nu har fået høsten i hus, taknemmelighed over at vi kan dele Guds gaver med hinanden i den mørke tid, vi nu går i møde," skriver Voldum Kirke i en pressemeddelelse.
Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært ved en let frokost i Voldum Kirkehus. Her vil Kirkernes voksenkor underholde med høstsange, og derefter er der fællessang fra Højskolesangbogen.
Alle er naturligvis velkommen til at deltage i såvel høstgudstjenesten i Voldum Kirke som den efterfølgende frokost i Voldum Kirkehus. Menighedsrådet beder om tilmelding til frokosten til Kirsten Bonde per sms på 4160 6059 eller kirstenbonde@hotmail.com senest 27. September. Øl og vand kan købes.