Debat: Derfor gik det galt

DEBAT I et indlæg spørger Aage Højbjerg, Grenaa, hvor er det gået galt; sådan helt præcist.

Jeg skal prøve at svare så enkelt som muligt og anvender tal fra regnskab 2017. Der hvor det går galt er på forsørgelsesudgifterne på arbejdsmarkedsområdet. I 2017 var der budgetteret med udgifter i alt på 520 mio kroner. Regnskabet for 2017 viste i foråret 2018 et resultat på 543 mio kroner, altså 23 mio i merforbrug. Det er den oplysning, der viser, at der er noget alvorligt på vej på arbejdsmarkedsområdet.

Hvorfor vidste vi det så ikke tidligere? Budgetrevisionen fra december 2017 viste et merforbrug på overførselsområdet på 8,9 mio kroner. Med den usikkerhed, der gælder på arbejdsmarkedsområdet, var vurderingen fra såvel fagudvalg, som økonomiudvalg at det var indenfor skiven. Regnskabet viste desværre noget andet.

I foråret 2018 viser udviklingen på samme område, at der er noget større under udvikling og det ender med et administrativt oplæg i juni på merudgifter på 55 mio kroner på arbejdsmarkedsområdet, der skal presses ind i vores indtægtsbudget.

Hvorfor endte vi så der?

Der er desværre flere forklaringer, der spiller sammen. Jeg ser det således på baggrund af de tal og oplysninger, som jeg har delt fuldt ud med de øvrige medlemmer af økonomiudvalget.

Efterslæb

Budgettet for 2017 og især 2018 tog ikke højde for et efterslæb på fleksjob og førtidspension, hvor vi i tidligere år lå for lavt. Det efterslæb har kostet os ekstra penge, fordi den statslige refusion er faldet fra 35% af forsørgelsesudgiften til 20%. En væsentlig forklaring er derfor, at borgere, der har krav på disse ydelser først fik dem tildelt senere og til en højere kommunal udgift. Vi har derfor haft en atypisk udvikling på landsplan, der har kostet os ekstra.

Denne del af problemet bekræftede Ulf Harboe fra Enhedslisten på borgermødet i Ørum og det var en del af indledningen til hele gennemgangen af vores økonomiske situation.

Arbejdsmarkedsafdelingen har også oplyst, at der er nettotilflytning af borgere, der har krav på arbejdsmarkedsydelser og såfremt en afklaring af tilflyttede borgere viser, at de har krav på fleksjob eller førtidspension, så udløser det varige kommunale udgifter til forsørgelse.

Dette emne har jeg desværre ikke mulighed for at beskrive effekterne af på økonomien. Flyttemønstret er afgørende for vores økonomi i fremtiden. Men vi ved, at borgernes indkomster ikke stiger med samme hast som på landsplan og vi ved, at de, der fraflytter kommunen har gennemsnitlig samme lave indkomst, som de, der tilflytter kommunen.

Pres på socialde udgifter

Det hører så også med i beskrivelsen af vores samlede økonomiske situation, at vi konstant har et pres på vore sociale udgifter til børn og vokse, der skal hjælpes. Det er ikke nyt, men presser vores økonomi konstant. Det havde betydet, at vi under alle omstændigheder skulle skaffe ekstra finansiering i 2019, men de 55 mio kroner slog os markant tilbage og skabte desværre en ny økonomisk situation.

Fremfor alene at gøre det til et spørgsmål om udygtighed, selvom fejlbudgetteringen har været katastrofal for vores muligheder for politisk at prøve at løse opgaven på en mindre chokerende måde, så er vores udvikling også et mere generelt symptom på sårbarheden i kommuner med lavt indtægtsgrundlag, billige boliger og mange sociale behov, der skal imødekommes. Dette skriver jeg ikke for at fjerne opmærksomheden fra os selv som kommune eller de valgte politikere i kommunen og vores ansvar, for det har jeg og mine kolleger i kommunalbestyrelsen.

Jeg skriver det, fordi vi er en række kommuner, der er markant udfordret af lave indtægter og pres på udgifter til forsørgelse og sociale opgaver.

Det er en anden årsag til vores problemer, men jeg må anerkende, at der i den politiske debat lokalt primært er fokus på vores eget ansvar og ikke at der også er en årsag i de rammevilkår, som vi har som kommune. Jeg må desværre oplyse, at der er andre kommuner i samme økonomiske situation med lidt forskellige årsager.

Ikke holdbar

Aage Højbjerg mener så, at Claus Hornemanns dokumentation om en stærk faldende kassebeholdning de senere år er holdbar. Det mener jeg imidlertid ikke. Af regnskabet for 2017 fremgår, at kassebeholdningen falder fra udgangen af 2013 til 2016. Herefter stabiliseres den omkring 100 mio kroner og denne målsætning for kassebeholdningen var hele fundamentet for budget 2018.

Den høje kassebeholdning i 2013-15 blev politisk bevidst brugt til investeringer i nødvendige forbedringer i kommunen. Nye og renoverede børnehaver, bedre faciliteter til hjemmehjælp, aktivitetssteder til handicappede og en større investering i asfalt på Nordkystvejen og Kanalvej. Vi valgte at investere i fremtiden og det var ikke det, der slog os ud. Det var forsørgelsesudgifterne og fejlvurderingen der.

Vi har bedt KL om en uafhængig vurdering, der supplerende forhåbentlig svarer på Aage Højbjergs spørgsmål, for det at skabe klarhed over, hvorfor og ansvaret for, at vi kom i denne situation.

Er Venstre fritaget for ansvar?

I et andet indlæg peger Venstres Kasper Bjerregaard på det rigtige i, at hvis man peger fingre, vender de fleste fingre mod én selv.

Kasper Bjerregaard fritager Venstre fra medansvar for, at kommunens økonomi har ændret sig så dramatisk fra vedtagelsen af budget 2018 og til dramatiske situation vi reelt er i. Pointen i mit indlæg er, at den dramatiske udvikling på arbejdsmarkedsområdet har tvunget os til at finde finansiering for 55 mio kroner i 2019 til forsørgelse primært til borgere, der har ret til fleksjob eller førtidspension. Den er den regning, som allerede i 2018 startede det alvorlige fald i kassebeholdningen og skred i budgettet for 2018.

Det tror jeg ikke Venstre havde set komme og var det tilfældet, forblev det usagt, da vi blev enige om budget 2018 og på mit klare krav til, at vi ikke skulle vedtage et budget, hvor kassebeholdningen kom under 100 mio.

Mit ærinde er ikke at pege fingre eller udelukkende give andre skylden. Den fejlvurdering vender indad selvfølgelig også på mig og det mit politiske ansvar, som jeg gerne vil dele med de andre medlemmer af økonomiudvalget, der havde samme oplysninger, som jeg havde. Og det var sådan set bare det, som jeg håbede Claus Hornemann kunne få oplyst af Venstres egne medlemmer.

Skræmmekampagne fra Venstre

I sit indlæg refererer Kasper Bjerregård herefter til tidligere indlæg, herunder tre fra 2016, hvor han på Venstres vegne advarede imod udviklingen i økonomien. Jeg vil blot oplyse, at regnskabet for 2016 indeholdt et skattefinansieret overskud, dvs. efter drift og investeringer på knap 25 mio kroner. Så den grundlæggende skræmmekampagne om underskudsøkonomi passer ikke til 2016. At der så i 2016 er et kassetræk skyldes især to meget to finansforskydninger, nemlig at der er over 28 mio kroner tilgode hos borgerne, som staten ikke formåede at opkræve og deponering på 12,8 mio kroner, som stadig er kommunens penge, men ikke kan indgå i opgørelsen over kassebeholdningen.

Det er imidlertid rigtigt, at kassebeholdningen viser et fald i 2016, der jo skyldes ekstra store investeringer i de foregående år, som jeg husker Venstre var enige i. Det økonomiske opgave var at stabilisere kassebeholdningen fra 2016 og årene derefter over det anbefalede niveau på 80-90 mio kroner alt efter om det er Indenrigsministeriets vurdering eller KL’s.

Enighed om budget

Kasper Bjerregårds bekymring om økonomien i løbet af 2017 er han så ikke alene om. Jeg har faktisk også offentligt markeret bekymring over økonomien, men det er jo bekvemt at undlade eller overse dette. Men ikke desto mindre var det derfor, at jeg som nævnt ville trække en streg i sandet på kassebeholdningen, da vi i enighed lavede budget 2018.

Jeg forstår til fulde, at Kasper Bjerregaard har behov for at angribe. Men det ville være dejligt, om Venstre og Kasper Bjerregård ville anerkende, at når man peger fingre ad andre, så peger en del af fingrene ind mod en selv.

Jeg tror faktisk borgerne i deres vrede og utryghed over situationen ønsker en forståelig forklaring på situationen og derfor gør os umage med at løse de økonomiske problemer sammen. Jeg tror det er nøglen til at få tilliden, tryghed og optimismen tilbage. Skaden er stor, jeg tager min del af det politiske ansvar. Men er det herefter mit alene?