Stadig usikkerhed om trinbræt
Fire lokale politikere forsøgte på Christiansborg at tale trinbrættet i Stilling varmere
Torsdag i sidste uge var en delegation bestående af borgmester Jørgen Gaarde (S), Claus Bloch (V), John Haarup (DF) og Claus Leick (SF) bevilliget foretræde for Folketingets trafikudvalg for at 'rykke' for trinbrættet i Stilling.
"Vi havde 15 minutter, og det eneste, man vel reelt kan sige, er, at vi fik bekræftet, at der kommer et trinbræt. Kim Christiansen (DF) sagde direkte, at det jo er aftalt," siger Claus Leick.
Der er imidlertid stadig ikke sat noget tidspunkt på åbningen af trinbrættet. Det lokale håb er 2019, Banedanmark snakker om 2022. Og så er der det der med pengene.
"Der var ikke tal på bordet under mødet med udvalget. Men det er ingen hemmelighed, at vi har lidt svært ved at forstå tal på op mod 60 mio. kr.," siger Claus Leick, der håber, at politikere og Banedanmark kan se det fornuftige i at tænke etableringen af trinbrættet ind i den kommende elektrificering af banestrækningen gennem Skanderborg Kommune.
"Det vil give rigtig god mening," siger Claus Leick og fortæller om en fortrøstningsfuld stemning hos de fire udsendte.
"Vi fik, igen, markeret, at det her er et stort ønske for os," fastslår han.