Norddjurs Kommune undersøger sikkerheden på plejecenter Farsøhthus
En rapport fra Transport, - Bygnings og Boligministeriet om branden på plejecenter Farsøhthus i Allingåbro giver anledning til, at Norddjurs Kommune vil foretage en ekstra grundig, brandteknisk gennemgang af plejecenteret.
Indsatsen indgår i arbejdet med at kortlægge sikkerheden på kommunens plejecentre, som Norddjurs Kommune igangsatte umiddelbart efter branden den 3. august. Det oplyser Norddjurs Kommune i en pressemeddelelese.
Den daværende Rougsø Kommune gav i 1997 - i forbindelse med en større ombygning - tilladelse til en dispensation fra bygningsreglementet vedr. installation af sprinkleranlæg på plejecenter Farsøhthus i Allingåbro. Det fremgår af en rapport, som blev præsenteret den 11. september på et åbent samråd i Transport,-Bygnings og Boligministeriet.
Dispensationen blev givet på baggrund af, at der ligger en brandstation tæt på plejecentret, samt på betingelse af, at der blev etableret et ABA-anlæg (automatisk brandalarm-anlæg) i hele bygningen med direkte alarmoverførsel til brandstationen.
Ingen dispensation
Norddjurs Kommune har efter samrådet anmodet ministeriet om rapporten og har nu haft mulighed for at sætte sig ind i indholdet. Det står klart, at en dispensation vedrørende etablering af sprinklere med en begrundelse om nærhed til en brandstation ikke ville blive givet i dag.
”Vi ville ikke have givet dispensationen vedrørende sprinkleranlægget i dag, og slet ikke med en begrundelse om, at der ligger en brandstation i nærheden. I vurderingen indgik dog også, at der var installeret et fuldt dækkende ABA-anlæg i bygningen med direkte opkobling til brandstationen. Men dispensationen burde ikke have været givet dengang, det er der ingen tvivl om”, siger Lars Møller (S), formand for voksen-og plejeudvalget i Norddjurs Kommune.
Andre forhold på plejecentret peger rapporten også på som uhensigtsmæssige. Det drejer sig f.eks. om indretningen af køkkenet for enden af gangen ved trappen.
”I forbindelse med branden på Farsøhthus den 3. august igangsatte vi et omfattende arbejde med at kortlægge sikkerheden på vores plejecentre og øvrige institutioner. Det arbejde er i fuld gang, og den nye rapport gør, at vi vil have et fornyet og ekstra stærkt fokus på Farsøhthus. Vi vil blandt andet foretage en grundig, teknisk brandgennemgang af plejecentret på baggrund af de nye oplysninger i rapporten, hvor vi også vil kigge på, om den nuværende indretning og konstruktion er hensigtsmæssig ”, siger Søs Fuglsang, sundheds-og omsorgschef i Norddjurs Kommune.
Branden kostede tre ældre kvinder livet.