Film, foredrag, Cliff Richard og Andre Rieu i Hadsten Bio
Biografen byder på et meget alsidigt program i efteråret
program Efteråret byder på et meget alsidigt program i Hadsten Bio. Ud over de almindelige filmforestillinger viser biografen igen 'Smalle Film' den første mandag i måneden. En smal film er en film, som måske ikke kan sælge til det store publikum, men ofte er det rigtig gode og spændende film.
Som vanligt er Hadsten Bio med på Live streaming af Naturvidenskabelige Foredrag fra Aarhus Universitet. Der lægges ud med et foredrag om øl tirsdag 25. september. Her vil Brygmester Zoran Gojkovic og Erik Lund, Carlsberg Laboratorium fortælle om smagen af øl. I forbindelse med foredraget serveres forskellige smagsprøver på øl. Yderligere fire foredrag kan følges i Hadsten Bio i løbet af oktober og november.
Cliff fejres
Hadsten Bio vil desuden gerne invitere til efterårets mest forrygende biograf party, nemlig fejringen af Cliff Richards 60 års Jubilæums Tour. Ifølge pressemeddelelsen fra biografen er det et forrygende show, som indeholder et stort udvalg af hans største hits gennem seks årtier. I forbindelse med forestillingen serveres en forfriskning. Forestillingerne er 24.og 28. oktober.
Nytårskoncert
Biografen glæder sig også allerede til næste år, hvor der er nytårskoncert på det store filmlærred. Hadsten Bio har fået mulighed for at vise Nytårskoncert med Andre Rieu og hans Johann Strauss-orkester fra Rådhuspladsen i Sydney. Andre Rieus koncerter er altid et sprudlende festfyrværkeri, så mon ikke også nytårskoncerten bliver en fantastisk oplevelse?
Hadsten Bio byder på lidt bobler før koncerten, så man kan ønske hinanden 'Godt Nytår'. Det sker 5. og 6. januar 2019.
Læs mere på www.hadstenbio.dk, hvor der også kan bestilles billetter.
gs