'The Red Wall' har indtaget Aarhus
Walisiske fodboldfans er i stor stil samlet på irsk pub midt i Aarhus, før det i aften gælder Nations Leagus-kampen mod Danmark på Ceres Park
Den Røde Mur, som Wales' landsholdsfans kaldes, har i den grad indtaget Frederiksgade midt i Aarhus.
Inde på og ude foran den irske pub Tir Na Noq er der røde fodboldtrøjer, walisiske flag, slagsange og masser af fadøl. De glade fans nærmest spærrer gaden af, inden det i aften går løs på Ceres Park. Danmark mod Wales er det danske landsholds første kamp i den nye Nations League, hvor der er EM-billetter på spil. Wales spillede sin første kamp i turneringen, da det i torsdag blev til en 4-1 sejr over Irland.
De walisiske fans er da også mødt talstærkt op i Aarhus.
"Vi regner med, der kommer omkring 3.000 walisere på stadion i aften," siger Phil Smith, der er en del af den nationale supporterklub.
Han ankom for nogle timer siden med toget og blev mødt på banegården af politieskorte.
"Det er vi vant til. Men vi er en rar og venlig gruppe fyre," forsikrer waliseren, der har taget et stort banner med, som først hænger i Frederiksgade og siden kommer op på lægterne på Cres Park i aften.
"Det flag har vi med alle steder. Vi rejser med over hele verden for at følge holdet. De kalder os The Red Wall (Den Røde Mur, red.)."
Og så er der forresten lige en, som journalisten da lige skal hilse på: En waliser, der bor i Aarhus.
En lokal, semikendis dukker op i Wales' røde landsholdtrøje, nemlig Stephen Hutchings, også kendt som 'Quizmaster Steve' på Tir Na Noq og diverse andre pubber i byen.
"Ja, jeg får en 'hjemmekamp' her for første gang i 12 år. Det bliver stort," siger Stephen Hutchings, der har boet i Danmark i knap 30 år - de seneste 18 måneder i Risskov i Aarhus.
"Jeg elsker Danmark, men det er Wales, jeg holder med i aften. Wales bor i mit hjerte," siger han.
"Vi vinder"
Phil Smith har godt hørt om, at der har været en konflikt mellem spillerne og fodboldforbundet her i Danmark, men han tror ikke, det får betydning for kampen.
"Næ, vi vinder alligevel," smiler han.
19. november er der igen Nations Leaugue-kamp i Aarhus, når Irland kommer på besøg. Måske vi så bliver mødt af Den Grønne Mur?
Den udsolgte kamp i aften begynder kl. 18.