Zeleste flytter ind på banegården i Hammel
Unikum Academy & Ledelse med Visdom flytter til Hammel
Hammel Så kommer der igen liv i den gamle banegård i Hammel.
Zeleste Fischer har lejet sig ind i den gamle ventesal i stueetagen på den gamle banegård.
Hun ejer og driver i dag både Unikum Academy og Ledelse med Visdom og kommer fra Linå ved Silkeborg.
Hun er blandt andet uddannet erhvervspsykolog i USA og har i fire år været ansat i Finanssektorens Uddannelsescenter.
Derfor underviser hun blandt andet i coaching, samarbejde i direktionen og / eller bestyrelsen og strategiudvikling.
Men hun underviser også i clairvoyance og meditation.
"Psykologuddannelsen i USA er meget mere bred end den danske, så jeg har en del i værktøjskassen til lederne. Og jeg blander ikke direkte de to verdener med ledelse og clairvoyance sammen. Men der er ikke nogen tvivl om, at mine erfaringer i begge verdener jo kan bruges i mange sammenhænge."
Kærlighed og intuition
Det var kærligheden der førte 56-årige Zeleste til Hammel.
"Jeg vidste, at jeg ville have mine firmaer i Hammel og jeg kunne mærke, at der var et sted med lys og god energi, så vi kørte rundt i byen og da jeg så banegården, vidste jeg med det samme, at her skulle jeg have min kursusvirksomhed," fortæller hun.
Hun hedder oprindelig Helle, men er blevet kaldt Zeleste siden barnsben og det står i passet i dag.
Der var flere Heller i klassen, men da veninden fik besøg af en spansk bedstemor der hed Zeleste:
"Så var vi ikke i tvivl om, hvad jeg skulle hedde."
Clairvoyance og mavefornemmelser
Udover den lidt mere formelle gren med ledelse, så underviser Zeleste også i claivoyance og spirituel coaching, da hun selv har taget en del kurser i det.
Og så tror hun på intuition og mavefornemmelser, netop som i eksemplet med at finde et nyt lejemål i Hammel.
"Hvad det skal stedet hedde? Det finder jeg ud af, sammen med mine kursister. De kommer og hjælper mig med den sidste indretning, og så får vi lavet noget god energi i bygningen,," smiler hun.
Planen er også at lokalerne skal bruges til foredrag af forskellig karakter og aften workshops, hvor alle kan komme og afprøve egne clairvoyante evner, som vi alle faktisk er født med, men har glemt.