Præsteklumme: Sommer i knald-hytten
præsteklumme Jeg har fået have!! Altså ikke bare have, men kolonihave. Så er det sagt, og jeg skal da lige love for, at en helt ny verden har åbnet sig for mig. Det er lidt ligesom, når man får børn. Pludselig har du noget at snakke med alle andre forældre om (hvis du orker), og du ser pludselig ting, du aldrig før har lagt mærke til. Du bliver en del af en ny – før helt lukket – verden.
Nu er jeg nærmest blevet lidt besat – og begyndt at bukke mig ned, når jeg tilfældigt går forbi et stykke ukrudt. Og i stedet for at google koncerter og dybdeborende artikler om litteratur og samfund, googler jeg buske, årets gang i haven, beskæring af frugttræer, havemøbler til salg og lignende!
Min 80-årige far har været på besøg et par gange i løbet af sommeren. Faktisk er det ham, der har døbt vores sommerresidens 'knald-hytten'. I betydningen: usselt, faldeværdigt hus; gammel rønne eller kasse. Det var altså inden, han besøgte os, og det var nok mest fordi han ikke anede, hvad han skulle forvente, og fordi han var totalt mystificeret over, at hans inkarnerede by-datter var sprunget ud som havemenneske.
For han bliver ved med at vende tilbage til det store spørgsmål: Hvor har jeg dog fået den besynderlige interesse fra? ”Hverken din mor eller jeg har da interesseret os for haver," siger han igen og igen, og det tør nok siges! Min barndomshave i Skagens sandede jord bestod mest af marhalm, siv, selvsåede klokkeblomster, hybenbuske og et par birketræer, som trods adskillige år på bagen aldrig er blevet meget mere end en meter høje.
Det er åbenbart meget svært at ændre fasttømrede forestillinger om de mennesker, vi mener at kende allerbedst? Det er som om, når vi nu én gang har bestemt os for, at du er sådan én, så spørger vi næsten samtidig: Vil du så ikke venligst blive ved med at være det, vi har vænnet os til?
Vi gør det helt uden at tænke over, at en af de største og bedste evner, vi mennesker har, det er evnen til at begynde på ny – og begynde på noget nyt. Og ikke mindst give hinanden plads til at vise os fra nye sider.
Jeg har nemt fundet mig til rette med min nye identitet som haveejer, for jeg eeelsker at være her og bare hænge ud og nyde duften, stilheden, farverne, udelivet – også nu, hvor det bliver efterår.
Og min far skal såmænd nok vænne sig til det også. For jeg ved, han sætter pris på det, som vi alle ind imellem oplever: At uventede sider af det vi kender kan blomstre frem og give nye perspektiver på os selv og hinanden. Og jeg er helt sikker på, at han inden længe kommer forbi knaldhytten igen – for her er nemlig god plads til at være, lige den du er og samtidig give plads til det nye.