Landpost blev for dus med kunderne

93-årige Kristian Fisker Jensen, Siimtoften 24 i Hårby, fik som ung ikke det store at sige, da der blev en plads ledig ved det lokale postvæsen, selv om han lige havde fået en god plads på landet ved sit gamle tjenested - og i øvrigt var lun på en pige på stedet.

"Min far slog i bordet og sagde, at nu skulle det være, og så tog han ind og snakkede med postmesteren i Skanderborg. For vi havde fået at vide, at jeg skulle søge, inden jeg blev 23 år, hvis jeg ville fastansættes - og det var der kun fem dage til. Så fik han det ordnet, så jeg skulle begynde 1. februar 1948.

På den måde startede hans livslange karriere som landpost. Det fortæller Kristian Jensen til Erna Bachmann fra Veng Lokalarkiv.

Han fortæller også, at kæresteforholdet overlevede hans forflytning til postvæsenet. Parret holdt sammen og blev gift i 1949.

Karrieren startede han som aspirant gennem to år ved landposten i Veng.

"Så skulle jeg med de forskellige rundt for at lære, hvordan man skulle opføre sig," fortæller han.

Han stillede med egen cykel, fik spændt en stor lædertaske foran og mindre tasker på siderne. Var det muligt, havde han også pakker med. Og frimærker, og til jul julemærker.

Opkrævninger afleverede han først som en anmeldelse, der varslede, hvornår opkrævningen skulle betales. Dagen før forfaldsdatoen fik modtageren en grøn påmindelse.

Aspiranter fik ikke uniform, og det gav visse udfordringer.

"Det kneb med bukserne, der ikke kunne holde til cykelsadlen. Engang måtte jeg ind til Edel Lyngby, da mine bukser var revnet, og jeg ikke kunne fortsætte. I sovekammeret smed jeg bukserne, så ordnede hun dem," husker han.

Posten blev grovsorteret i togene. På et tidspunkt kom posten med rutebil til Nørre Vissing. Senere fik posten i Hårby en postbil, så han kunne hente posten til sig selv og kollegerne. I 1969 fik Kristian Jensen ruten Veng, Hårby, Søballe, der var længere og gav en bedre løn.

"Jeg er ked af at sige det, men jeg havde besvær med at finde rundt i Søballe - ingen adresser, kun stednavne og gårdnavne. Ikke Vengevej og et nummer," fortæller han. Der var heller ingen postkasser.

"Vi skulle ind alle steder, helt ind hos folk, og posten skulle lægges bestemte steder. For en ung post skulle ikke stikke næsen i deres økonomiske sager, og mange var kritiske på det tidspunkt. Det første halve år havde jeg ikke mange penge med. For eksempel amtsstueskatterne rejste mange til Skanderborg og betale selv, for det kom ikke posten ved," husker han.

Men som postbud havde han tavshedspligt. Man rendte ikke med sladder.

"Nej uha da, det blev vi alvorligt mindet om," siger han.

Hans rute i Hårby var færdig mellem kl. 14 og 14.30.

"Jeg var ikke så hurtig, som mange andre. De yngre kunne godt komme tidligt hjem, og det var ikke så klogt, for de kunne få en påtale," forklarer han - og det var formentlig fra kollegerne.

De overordnede sad i Skanderborg, og her sluttede dagens ture med afregning.

Det blev lidt for familiært

Mens han var post i Nørre Vissing, havde byen en brugs, en kro, bager, brødudsalg, cykelhandler, skomager, sivskomager og en fransk vasker.

Han havde også 'kaffekærester', som de kaldtes. Steder i Nørre Vissing, hvor der altid ventede kaffe på kanden.

"Der havde jeg gået i 20 år, og jeg følte, at jeg var blevet for gammel i gårde, for man kan blive afhængig af en mand, der kommer hver dag. Det kan blive sådan, at man siger: 'Post, kan du ikke lige sige det til den og den, at...' Jeg følte, at jeg var blevet for familiær."

Derfor skiftede han og kom til Hårby.

Han blev dog ved med at have sjove oplevelser med kunderne. Han har blandt andet hjulpet med at tage en mus ud af en fælde. En anden gang bad en kone ham lugte til noget nyslagtet gris, der skulle bruges til et sølvbryllup - og det lugtede ikke for godt. Grisen havde åbenbart været en orne, hvilket slagteren havde forsøgt at skjule.

Han kom også med post og tog post med fra godsejeren på Sophiendal. Det var en nøgtern forretning.

Godsejeren sad tavst i et hjørne, mens Kristian Jensen bare tog posten på det bord, hvor den altid lå.

Det var også på Sophiendal han havde en grim oplevelse med en gal hund.

"På Sophiendal var der i en periode et kollektiv, og de havde en stor hund. Postkassen var lige udenfor døren, hunden var stor og kunne selv lukke døren op, og det gjorde den hver gang, den hørte posten. En dag var biddet så slemt, at jeg måtte til læge og have en vaccination mod stivkrampe.

"En kollega blev engang bidt af en lille terrier, men pos-ten tog cykelpumpen og slog den i hovedet, så den faldt død om. Det blev der en stor sag om," husker han.

Senere kom han til at arbejde fra Skanderborg. Han blev helt overvældet af alle de mennesker, 30-40 postbude plus sorteringspersonalet.

"Det var frygteligt med alle de mennesker. Men jeg kom til at være meget glad for at være der. Det blev en slags medicin for mig, for det var utroligt søde mennesker," siger han.