Tidligere Ryomgård dreng går Norge på langs - før han mister synet
Jan Bang Hennningsen, der er født med en øjensygdom, er meget tæt på at have gennemført turen fra Nordkapp til Kristiansand på gåben
RYOMGÅRD/NORGE Jan Bang Henningsen, 44, ser kun 15 procent på det ene øje og er helt blind på det andet.
Han har udsigt til, inden for en overskuelig årrække, at blive helt blind, og derfor kæmper den tidligere Ryomgård dreng med tiden på mange fronter.
Fredag 31. august realiserer han sin helt store drøm. Den har været at gå Norge på langs, fra Nordkap til Kristiansand, før han mister synet totalt.
Det har været ikke så lidt af opgave, som bestemt ikke er for tøsedrenge. Turen er på hele 2.800 kilometer i runde tal.
Han har brugt cirka tre måneder på at gå de mange kilometer.
Jan Bang Henningsen har fra barnsben været lidt af fighter. Det vil hans venner fra barndomsbyen Ryomgård kunne skrive under på. Trods sit synshandicap var han i de unge år kendt for sit gode humør, sine sjove bemærkninger og indfald og sin ukunstlede optræden i sociale sammenhænge. En gut, man ikke kunne andet end at holde af.
"Min drøm er at få set så meget som muligt af Norge, før det bliver for sent. Takket været en god og forstående arbejdsgiver har jeg fået mulighed for at gå hele Norge på langs i sommerperioden," siger Jan Bang Henningsen.
Norge siden 2007
Jan Bang Henningsen, der er uddannet mekaniker, flyttede til Norge i 2007.
Han har lige siden arbejdet hos isproducenten Hennig-Olsen Is.
Inden da havde Jan Bang Henningsen i længere tid haft et arbejdsprojekt i Norge for sin danske arbejdsgiver Tetra Pak Hoyer.
I fjor blev han stærkt motiveret til at forfølge sin drøm af Astrid Furholt, den første kvinde i verden som fulgte i den berømte norske polarforsker Roald Amundsens berømte fodspor til Sydpolen. Roald Amundsen nåede Sydpolen 14. december 1911. Astrid Furholt kæmpede sig i mål 17. januar 2017.
Astrid Furholt var frontfigur i Polferden, et kom-i-form program for alle ansatte i Hennig-Olsen Is, og det var mødet med Astrid Furholt, der inspirerede Jan Bang Henningsen til at gå Norge på langs.
"Jeg er vældig taknemmelig for at få mulighed for at realisere min drøm. Jeg håber min tur kan inspirere andre, som føler de ikke passer ind i den klassiske gruppe af eventyrere og ekspeditionsdeltagere til at forfølge sin drøm," siger Jan Bang Henningsen.
Støttes af kolleger
Fordi Jan Bang Henningsen har et stærkt nedsat syn, har han primært fulgt vejene på sin færd syd over.
Han har også på skift haft turkammerater fra Hennig-Olsen Is og sin egen familie som støtte undervejs. Hans søster, Karina, som bor i Århus, går her den sidste uge sammen med ham frem til målstregen.
Administrerende direktør Paal Hennig-Olsen er glad for at kunne støtte sin medarbejders projekt.
"Det er stærkt, det Jan gør. Da han fortalte mig om dette første gang, blev jeg meget imponeret. For mig er det vigtigt at tage vare på på medarbejdernes ve og vel og give dem mulighed for at forfølge deres drømme," siger Paal Hennig-Olsen.
En frontløber
Jan Bang Henningsen er også frontfigur i årets kom-i-form program. Alle ansatte hos Hennig-Olsen Is kan melde sig til programmet, hvor målsætningen er at gå længst muligt. Sidegevinsterne med kom-i-form programmet er bedre fysisk form, lavere sygefravær og styrket sammenhold og trivsel på virksomheden.
Sidste år faldt sygefraværet med over 40 procent som et resultat af programmet.
Jan Bang Henningsens felttog fra Nordkapp til Kristiansand har fået meget omtale i de norske medier, og mon ikke hans slutspurt frem mod målstregen vil blive applauderet yderligere.