Klar til gymnastikken
Hinnerup Gymnastik Samvirke er ude med vinterprogrammet
opstart Gymnastikforeningen i Hinnerup har igen fået strikket et stort program sammen til vintersæsonen, der så småt er gået i gang. Der er fundet instruktør, hjælpeinstruktør og minihjælper til de fleste hold. HGS kan igen benytte deres 'hjemmebane', Rønbæk Idrætscenter hal 1, og det har givet mulighed for flere nye tiltag.
Som noget nyt har HGS et ungehold for de 16-årige og opefter med både et springhold og et rytmehold. For dem over 30 år kommer der også et rigtigt rytmehold, og der forsøges også med et voksen-springhold.
Yoga for mænd
Som noget nyt kommer også et hold 'Body- og Mindtræning' samt 'Yoga for mænd' og 'Funktionel bevægelse'.
Flere hold fortsætter fra sidste år. Det er blandt andet: Effekt, Yoga, Zumba, Hit Fit Dance og Motion. Igen i år er der også et hold for 'Rigtige mænd', hvor man ikke behøver at være en ørn til gymnastik – det er aldrig for sent at komme i gang.
På børnesiden er der kommet et ekstra pigespringhold og et ekstra spillop-hold på HH skolen.
Mangler instruktør
Hinnerup Gymnastik Samvirke har desværre ikke kunnet finde instruktør til to hold i Korsholm og motorikholdet for børn og unge, så hvis der er nogen, der gerne vil ændre lidt på det, så må man gerne henvende sig til HGS.
-vik