Åbent brev om Lille Nyhavn
byfornyelse Som direkte nabo til Lille Nyhavn, har jeg i over 10 år, (siden 2007) skullet forholde mig til dette projekt. I 2013 blev lokalplan 1013 vedtaget. Konsekvens, 5 etager blot 2 meter fra hus. Vedtaget i en proces, hvor jeg følte mig hverken set eller hørt.
De sidste 5 år har jeg i uvished ventet med bekymring på at byggeriet skulle gå i gang. 6. marts 2018 besluttede Økonomiudvalget så at imødekomme et ønske fra bygherre, om at udvide projektet med en 6. etage, samt taghaver. (6+, lyder vel også bedre end de reelle 7 etager).
Lille Nyhavns begrundelse var blandt andet at ”bygherre ønsker flere lejligheder”, og fordi han ikke ønsker at hans byggeri skal ” fremstå og opleves som trykket i forhold til den ”høje nabo”” (Kvickly grunden) samt ”skabe en højdemæssig sammenhæng med de nye nabobygninger”.
Det virker tragikomisk, at det er Lille Nyhavn, der føler sig trykket og uden højdemæssig sammenhæng. Kommunens vision for midtbyen er fortætning. På ingen måde er jeg uforstående over for dette, det er hvad man må forvente når man bor midt i byen.
Men er det virkelig sådan man planlægger i Skanderborg Kommune? Vil politikerne bare ændre en relativt ny planlægning, blot fordi en bygherre ønsker sig ”flere lejligheder”. Bør politikerne ikke varetage interesserne for alle borgere i byen, og i særligt høj grad de naboer, der væsentligt påvirkes af projektet. Skal vi ikke kunne stole på, at vores folkevalgte politikere står fast på den planlægning, som allerede er vedtaget, endda for nylig, og beder en bygherre om at justere projektet ind, efter den planlægning der gælder?
At muliggøre flere etager, er slet ikke nødvendig for at realisere området og den vision som kommunen har for fortætning i midtbyen. At jeg igen skal indgå i nabohøringen, er ikke fortrøstningsfuldt.
Ved et borgermøde forud for lokalplan 1013 opfordrede Claus Leick til at sende en indsigelse hvis man havde dette. ”det gavner processen…og det kan faktisk ændre noget, hvis I gør jer ulejligheden” udtalte han til avisen i januar 2013.
I forventning om at Kommunen også skal, og bør varetage mine interesser, indsendte jeg et høringssvar, hvor jeg redegjorde for de voldsomme konsekvenser byggeriet har for mig. Det høringssvar skulle vise sig ikke at være ulejligheden værd.
Jeg sidder som borger tilbage med en fornemmelse af, at behandlingen af høringssvarene bare er en formel procedure, der gennemføres fordi loven siger det. Er der mon nogen i administrationen, eller på det politiske niveau der reelt gider høre, hvad naboerne bekymrer sig for?
Borgerne i Skanderborg skal vide, at den planlægning der gælder i dag, den kan uden videre ændre sig i morgen. Borgerne i Ry, Galten og Hørning tror de kender højden på deres kommende høje nye naboer, men de skal ikke føle sig for sikre. Hvor går grænsen? Det undrer mig, at man som nabo skal tåle så voldsomt et byggeri, men det lader til, at planloven i Skanderborg, ingen grænser har, for hvad man skal tåle!
Mit hus er opført i 1886 og har fungeret fra 1886-1913 som Skanderborg Badeanstalt. Et hus fra 1886 må forventes dårligt funderet. Jeg er stærkt bekymret for, om det overhovet kan holde til at der graves og piloteres bare 2 meter fra min gavl. Og hvad sker der reelt, hvis det viser sig at mit hus IKKE kan holde til det voldsomme byggeri?
Jeg mener ikke det er usandsynligt, at der kan ske uoprettelig skade. Hvem hjælper mig? Hvis ellers mit hus overlever opførelsen af lille Nyhavn, kan jeg se frem til voldsomme gener, og en væsentlig værdiforringelse. Men måske er det slet ikke meningen det skal overleve. Hvis man ellers mener og vil udleve visionen for Skanderborg midtby ”Heslig Smuk”, så ønsker man ikke mit hus her i kommunen, men i stedet et torv! Men det er jo bare visioner!
Mange andre projekter end Lille Nyhavn kunne give borgerne i Skanderborg en bedre adgang ned til søen. Et projekt tilpasset den fremherskende skala i Skanderborg, aftrappende ned mod søen havde været til gavn for både mig, andre naboer, byrummet og vores smukke sø.