Lisbeth Zornig skaber debat i Hinnerup
'De brændte børn' er udgangspunktet for debatten
Hinnerup Hver femte ung ender på kanten i dag. Et stigende antal taber kampen og havner på kanten af samfundet - uden uddannelse eller job og på offentlig forsørgelse. At være ung er gået fra at være en styrke til en risikofaktor. Hvad i alverden har ændret sig? Hvorfor går det galt, og hvad kan vi gøre?
Lisbeth Zornig Andersen skaber debat i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus mandag 10. september.
Hun vil med udgangspunkt i TV2-serien "De brændte børn" og hendes bøger om udsathed give et indblik årsagerne til unges adfærd med stigende selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner og udadreagerende adfærd. Foredraget krydres med anekdoter fra Lisbeths eget liv og hendes møde med de sårbare unge. Det er målrettet alle, der møder de unge, hvad enten de er forældre, naboer eller fagpersoner.
Stadig flere lider af selvskadende adfærd, som for eksempel spiseforstyrrelser. Hvad skyldes det – og hvordan hjælper vi bedst? I Huset Zornigs nye håndbog “Jeg skader mig, fordi…” fortæller unge og voksne om årsager til deres selvskadende adfærd og metoder, der hjælper dem. Lisbeth Zornig tager dig med ind i en verden, hvor stadig flere unge og voksne gør sig selv ondt. Hvorfor gør de det? Hvad gør det godt for? Hvorfor lader de ikke bare være? Og hvis de ikke kan stoppe af sig selv, hvordan hjælper vi dem?
Spiseforstyrrelser og selvskade fylder mere og mere, især hos unge. I løbet af en generation er ungdomskriminaliteten faldet voldsomt samtidig med, at destruktiv adfærd overfor sig selv er steget voldsomt. F.eks. er hver fjerde niende klasses pige i risiko for at udvikle spiseforstyrrelser ligesom hver fjerde har forsøgt at skade sig selv. Publikum vil i dette foredrag blive præsenteret for hovedbudskaberne i den nye håndbog ”Jeg gør mig ondt, når…” udgivet af Huset Zornig på Gyldendal, hvor livs- og fageksperter giver deres bud på, hvorfor de unge skader sig selv – og hvad der skal til for at støtte dem i at stoppe den selvdestruktive adfærd. I bogen formulerer en række selvskadende anbefalinger til fagfolk, netværk og pårørende i forhold den bedste støtte.
Lisbeth Zornig vil også præsentere forskellige terapi- og behandlingsformer, der forekommer effektive, når de unge sårbare slår kolbøtter i livet, ligesom du bliver præsenteret for mennesker – livseksperter – der har været der og fundet deres vej ud af selvskaden og spiseforstyrrelsen. Eller lært at leve med den, som også kan være nødvendigt.
Bag foredraget står Favrskov Aftenskole i samarbejde med Hinnerup Bibliotek