Varmen strømmer os i møde

Det er efterhånden en del år siden, vi mistede en af vor tids største digtere, nemlig Halfdan Rasmussen. På hans kone, Signes gravsten lod han indgravere

”Al din varme gav du fra dig da du døde

og nu strømmer den os levende i møde”.

Selv om et menneske dør og bliver kold, så er der stadig en varme, der kan strømme os levende i møde – gennem minder, gennem synet af et foto, gennem stolen, der står efterladt i hjørnet af stuen. Det er en varme af kærlighed. For selvom en person dør, så lever kærligheden videre. Og ofte er det sådan, at hvor der er megen sorg og savn hos de efterladte, er det, fordi der også har været meget kærlighed.

Der er opstandelse i den varme – for kærligheden lever videre. Den strømmer os levende i møde, og vi kan ikke bare slå den ihjel. Varmen sidder i os, vi bliver varme om hjertet, når vi tænker på den, der er gået bort. På søndag i kirken møder vi de to søstre Martha og Maria, der har mistet deres bror Lazarus. Varmen fra ham brænder stadig i dem, og da de møder Jesus bliver de harme over den uretfærdighed, der er i, at Lazarus er død. Og også Jesus brast i gråd, for Lazarus var hans gode ven, og det pinte ham at møde alles sorg. Varmen – kærlighedens varme strømmede også ham levende i møde og viste sig som tårer.

Men her kom en, som var stærkere end døden. Jesus sagde om sig selv: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Lazarus blev vækket til live af ham og kom fortumlet vaklende ud af gravhulen. Det kommer vi nok ikke til at opleve med vores kære afdøde. Dog har vi det håb i kristendommen, at en dag strømmer kærligheden os levende i møde i form af opstandelsen. Der er trøst i, at vi skal ses igen med vore kære på den anden side. Dér hvor kærlighedens varme varer ved til evig tid.