Skole proppet til randen til debat om busbesparelser: "I får en ringere service"
Borgerne fik ikke de svar, de havde håbet på, da der mandag var borgermøde om nedlæggelsen af buslinje 112, der går gennem tre kommuner
"Der arbejdes på løsninger, men I kommer ikke til at beholde jeres buslinje, og servicen bliver ringere."
Det var i korte træk de nedslående budskaber, der var fra de embedsmænd og politikere, som mandag aften var mødt op til borgermøde på Herskindskolen i Skanderborg for at tale om nedlæggelsen af den regionale busrute 112, der blandt andet rammer byerne Aarhus, Borum, Sjelle, Herskind, Sorring og Silkeborg.
Lokale råd og foreninger fra Silkeborg, Skanderborg og Aarhus havde arrangeret mødet, og var politikerne i tvivl om, hvorvidt rutenedlæggelsen er noget, der bekymrer folk, så fik de syn for sagen.
Man kunne nemlig med fordel have fyldt idrætshallen, for salen på skolens bibliotek var slet ikke stor nok til at huse de omkring 300 fremmødte, der gjorde det klart, at de har svært ved at forstå, hvorfor de skal miste deres livsnerve, når der er råd til at lade en milliarddyr letbane køre rundt inde i Aarhus.
Letbane-latter
Regionsrådsmedlem Hanne Roed (B) lagde ud med at sige undskyld for de 60 millioner kroners besparelser, der blandt meget andet koster 112'eren livet.
Det ser bestemt ikke særligt lyst ud
"Jeg kan godt se, at jeg er castet til at være den onde, men vi gør ikke det her for at være onde. Det har været en rigtig hård proces, men vi er blevet pålagt at finde besparelser, og vi vil stadig bruge 337 millioner kroner på kollektiv transport."
Selv om der var mange kritiske røster, så var stemningen god, og aftenens største kollektive latteranfald stod netop Hanne Roed uforvarende for, da hun sagde, at letbanen var en succes fra dag ét.
Hverken de to borgmestre fra Silkeborg og Skanderborg, Steen Vindum (V) og Jørgen Gaarde (S), udvalgsformand i Skanderborg Kommune Claus Leick (SF) eller chefkonsulent i mobilitetsafdelingen hos Aarhus Kommune, Rigmor Korsgaard, havde nye svar med til borgerne.
Samstemmigt lød budskabet, at der arbejdes på løsninger, der uomtvisteligt vil give et lavere serviceniveau end det, borgerne kender i dag, men hvad de løsninger bliver, og hvornår de er på plads, kunne de ikke svare på.
De fremmødte borgere bød ind med et væld af mere eller mindre realistiske idéer, men mest af alt lød det, som om de tre kommuner er varme på at indføre flex-busser inden for egne kommunegrænser.
Vi ved udmærket, at busforbindelsen er en livsnerve for folk
Aftenens skarpeste observation fra salen var fra Øyvind Finsrud fra Sorring.
"Det koster i dag 3,9 millioner kroner at drive rute 112. Det kan I vel ikke gøre billigere med tre individuelle løsninger," konstaterede han og blev mødt med larmende stilhed fra politikerne, afbrudt af en joke fra Silkeborg-borgmester Steen Vindum, der var klar til at tilbyde ham et job som sin spindoktor.
Må vente lang tid på svar
Efter borgermødet var der blandt initiativtagerne stor tilfredshed med politikernes villighed til at indgå i dialog, men også også en vis nervøsitet i forhold til, om de vil finde finde fælles fodslag.
"Der er en risiko for, at man forskanser sig i hver sin kommune. Det er et skrækscenarie, og vi mener, at politikere og borgere skal gå sammen om at finde en ordentlig løsning. Det vil være trist med en masse lappeløsninger. Jeg tror, kommunerne gerne vil samarbejde, men spørgsmålet er, om de kan, og det ser bestemt ikke særligt lyst ud," konstaterer Peter Poulsen, formand for Borum-Lyngby Lokalråd.
Under alle omstændigheder må borgerne væbne sig med tålmodighed i et godt stykke tid endnu, før de bliver præsenteret for deres fremtidige transportmuligheder.
"Vi ved udmærket, at busforbindelsen er en livsnerve for folk heroppe, men det tager tid at forhandle løsninger, og vi skal ryste posen i hele Skanderborg Kommune, når det handler om kollektiv transport. Den færdige køreplan går der lang tid, før borgerne kan få. Den tror jeg måske ikke engang, de kan få i 2019, for Midttrafik har et kæmpe arbejde foran sig, og derfor kommer vi i noget tid til at køre med midlertidige løsninger med et absolut ringere niveau end i dag," slår Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg, fast.