Tæsket, svigtet, misbrugt: Nu bliver Muhammad smidt ud af Danmark
17-årige Muhammad Quasim Ahmadi bor på bostedet Hjortshøjgård i Østjylland - et sted for uledsagede flygtningebørn og samtidig det første sted han har følt sig tryg, siden begge hans forældre blev dræbt af en bilbombe tilbage i Afghanistan, da Muhammad var 10 år gammel.
Men netop nu trækker sorte skyer igen op over Muhammads liv. Når han 26. februar fylder 18 år, bliver hans opholdstilladelse sandsynligvis ikke forlænget, og han må tilbage til landet, han flygtede fra efter flere år med vold, svigt og misbrug. Det skriver Lokalavisen Aarhus.
Efter forældrenes død flyttede den dengang 10-årige Muhammad og hans to brødre ind hos onklen og hans kone i Kabul. Men onklen var en tyran, som tvang Muhammad til at gå på gaden og tigge og underholde fremmede mænd, mens han var klædt i dametøj. Som tak fik han tørre tæsk.
Han flygtede fra onklen og levede på gaden og kom den vej i kløerne på en bager, som tog ham til sig. Bageren viste sig dog at have pædofile tendenser, så endnu engang måtte Muhammad flygte.
En tømrer forbarmede sig over drengen, da han hørte hans historie, og han sendte ham, sammen med sin egen søn, på en rejse mod det forjettede Europa, som for Muhammads vedkommende endte i Danmark. Først i Vejen og herefter på Rovvig Børnecenter på Mors og asylcenter i Thisted, inden han kom til Aarhus. På Hjortshøjgård har han nu boet i et halvt års tid.
Han går i skole på Tranbjergskolen i en af modtagerklasserne og bruger fritiden på boksning og guitarspil, men alt dette kan være slut, hvis det går, som frygtet - at han bliver sendt retur til Afghanistan. Han er helt sikker på, at der overlever han ikke længe.
"Hvis Danmark siger nej, er jeg helt færdig," siger en fortvivlet Muhammad til Lokalavisen Aarhus.
Frygten er så småt begyndt at komme snigende, når han er alene. Når han vågner om natten , har han mareridt om, at onklen kommer og fanger ham.
"Jeg er rigtig bange. Jeg kan ikke lide at være alene. Så tænker jeg på min fremtid. Og dengang. Så går jeg ned og ser tv eller snakker med nogle af de andre, og så bliver jeg glad igen," siger Muhammad, der har fået diagnosen posttraumatisk stress syndrom.
Muhammad er en værdsat ung mand, hvorend han færdes. Cheftræner i Hornslet Bokseklub, Arne Christensen, beskriver ham som et stort talent, en arbejdsom fyr og et godt menneske.
"Jeg kan ikke forliges med, at unge som Mohammad sendes hjem. Mohammad vil vores samfund. Han kommer tilbage til intet, der er ingen fremtid for ham, kun en onkel, der har banket ham halvt fordærvet og solgt ham til misbrug. De skulle skamme sig, dem der har taget denne beslutning," siger Arne Christensen til Lokalavisen Aarhus.
jn