Hammel Hestemarked kom i mål trods grimt knivoverfald
45.000 glade gæster kiggede forbi
HAMMEL En 21-årig ung mand fra Bjerringbro blev søndag ved Retten i Randers i et lukket grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger sigtet for forsøg på manddrab natten til søndag på Hammel Hestemarked.
80'er-festen i Arena på markedspladsen var ved at ebbe ud, da den 21-årige klokken 01.30 trak en kniv og stak en jævnaldrende mand fra Thisted ned udenfor på Thorsvej i Hammel, som er fyldt med en tivolipark under hestemarkedet.
Politiet var tilstede på pladsen, og fik hurtigt henvendelser fra øjenvidner.
"Vi finder hurtigt ud af, at der er en alvorlig tilskadekommen med et knivstik i ryggen," siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen til eb.dk.
Den knivstukne mand bliver i hast bragt til skadestuen og senere indlagt. Han er ifølge Østjyllands Politi udenfor livsfare.
Den 21-årige fra Bjerringbro blev anholdt som formodet knivstikker og sidder nu varetægtsfængslet.
Formanden
Det uhyggelige overfald kan dog ikke fjerne den oplevelse af succes, som Hammel Hestemarked høstede i weekenden.
Et af højdepunkterne var uden tvivl den nyskabelse som en flok unge mennesker bogstavelig talt satte i søen: Kapsejladsen.
Den trak rigtig mange tilskuere til lørdag eftermiddag, hvor tre gummibåde piskede over den lille sø - regnvandsbassinet.
På de sociale medier kan man læse, at den begivenhed gerne må finde sted igen:
"Det skal vi altså se næste år," lyder det fra Lonni Olsen, mens Flemming Byg skriver "Kapsejlads i Hammel. Det har man ikke lige hørt før."
Formand for Hammel Hestemarked Per Bøving kunne søndag aften se tilbage på fire dages god fest selv med den trælse oplevelse.
"Vi er rigtig glade for, at den 21-årige fra Thisted klarede den. Men selvom det blev en lang nat til søndag, så ser vi hestemarkedet som en succes med 45.000 gæster, 350 hjælpere og et fantastisk vejr alle dagene. Der kom et par dryp under det udsolgte Frijsenborgløb torsdag aften, det var det hele," siger Bøving.
Han har heller ikke hørt om andre voldsepisoder i de fire dage.
"Vi har Århus Kontrollørforening på plads, og de gør det godt. Hvorvidt vi fremover skal stramme sikkerheden, må vi snakke om."