16 hunde evakueret fra ældre ægtepar: "Enormt stressede og nervøse"
I alt 16 dansk-svenske gårdhunde er endt hos internater i Aarhus og Nordjylland, efter ejere ikke kunne tage sig ordentligt af dem.
Dyrenes Beskyttelses internater har fået indleveret 16 dansk-svensk gårdhunde i én sag. Hundene befinder sig nu på henholdsvis Dansk Dyreværn Århus og Nordjyllands Internat i Hjallerup.
Det oplyser dyreværnsorganisationen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om elleve voksne hunde og fem hvalpe, som kommer fra et større hundehold, hvor et ældre ægtepar igennem mange år har avlet den populære hunderace. Gennem en længere periode har ejerne ikke haft overskud til de mange hunde, og da der opstod sygdom i den nære familie, bad de om hjælp til de mange hunde.
Hundene blev i samarbejde med ægteparret overdraget til Dyrenes Beskyttelse. I første omgang hentede organisationen fem unge hunde, og en uge senere blev de sidste elleve hentet.
»Det er altid trist, når opgaven med at holde dyr vokser mennesker over hovedet, men vi er glade for, at de blev overdraget i et godt samarbejde med tidligere ejere. Hundene har det efter omstændighederne ok, men det er tydeligt at mærke, at de igennem længere tid har været overladt meget til sig selv,« fortæller Karina Fisker, internatchef ved Dyrenes Beskyttelse.
Nu venter et større arbejde med at gøre alle hundene klar til nye hjem. De var i fornuftig foderstand, men har ikke fået korrekt ernæring i længere tid. Flere var dog præget af stress og skrammer.
»De første fem hunde, vi overtog, var alle i ok foderstand, men de havde ikke fået den korrekte type foder. Derudover var de enormt stressede og nervøse, da de havde gået sammen, alle sammen, og det var ikke alle hundene der kunne enes. Nogle af hundene havde derfor en del skrammer, fra de havde været oppe at slås. Særligt en af hvalpene havde voldsomme bidskader, fordi de har gået sammen hulter til bulter,« fortæller Karina Fisker.
Ingen af hundene var helt renlige, da de havde været vant til at løbe ind og ud af huset. Der ligger derfor et stort arbejde med at gøre dem renlige og lære dem basale færdigheder, så de kan komme ud og få nye hjem.
En del af hundene er allerede klar til at finde nye hjem, men de vil løbende blive lagt på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, som de bliver klar.
ddp