Folketingspolitiker deler politisk ukorrekt foto
Det virker som en passende udklædning, skriver Mikkel Bjørn fra Nye Borgerlige om alternativt billede.
Det er nok gået relativt få næser forbi, at TV2s beslutning om at droppe Alletiders Julemand, den tredje i serien om nissen Pyrus, har vakt en del debat. For nu at sige det mildt.
TV2 har blandt andet fravalgt Alletiders Julemand på grund af en scene, hvor tre børn klædt ud som flødeboller danser rundt om Pyrus. Børnene har mørk ansigtsmaling på, mens de sammen med Pyrus synger sangen ”Gi’ mig guf og gi’ mig godter.”
Det var lidt for stærk tobak for TV2.
”I vores gennemsyn mener vi, at Pyrus 3 indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås af især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst, lød det i en skriftlig kommentar fra konstitueret fiktionschef hos TV 2, Mette Nelund.
Ikke alle er enige i, at Alletiders Julemand ikke er for børn. Der er blevet raset på sociale medier. Kulturskribenter har skrevet. Politikere har reageret.
»En passende udklædning«
Ingen folkevalgte har dog valgt at stille sig op med mørk maling i ansigtet sammen med en kollega ”klædt ud som skumfidus.” Ingen indtil nu, altså.
Manden til venstre på billedet er medlem af Folketinget for Nye Borgerlige, Mikkel Bjørn, manden til højre er hans nye sekretær, Christian Frei.
I teksten til billedet, der er delt på Mikkel Bjørns facebookprofil, lader Mikkel Bjørn forstå, at han glæder sig til samarbejdet.
»Jeg har nemlig kendt Christian i mere end fem år - en utrolig sympatisk og kompetent fyr med flere års erfaring fra Christiansborg,« skriver Mikkel Bjørn og fortsætter:
»I dagens anledning har Christian klædt sig ud som en skumfidus - og jeg selv som en flødebolle! Det virker som en passende udklædning - den senere tids furore taget i betragtning!«
Billedet er siden det blev offentliggjort omkring klokken 15 mandag blevet delt 200 gange.
Lokalavisen har kontaktet Mikkel Bjørn for at få yderligere kommentarer til billedet. Det har endnu ikke været muligt at komme i kontakt med politikeren.
Mikkel Bjørn er opstillet i Fyns Storkreds. Han har været medlem af Folketinget siden 1. november i år.