Se billederne: Kendt dansk sanger sælger vild luksuslejlighed
Der er sildebensparket, stuk og massive materialer for alle pengene, og det er en del.
Vesterbrogade.
Det bliver ikke meget mere centralt, hvis man vil bo i København, og det er her, man nu kan købe sanger og producer TopGunn herskabslejlighed. Såfremt man altså har lyst til at bo i hovedstaden og ser en udbudspris på 13 millioner kroner som en mulighed.
Ejerlejligheden, som ligger tæt på Søerne og Hovedbanegården, har næsten 240 kvadratmeter med sildebensparket, stuk og højt til loftet fordelt på seks rum, der blandt andet tæller to badeværelser, et stort køkken-alrum og stuer en suite.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Milliongevinst i vente?
TopGunn, hvis borgerlige navn er Oliver Gammelgaard Nielsen, har ikke boet frygtelig længe på adressen. Det er nemlig blot lidt over to år siden – i slutningen af 2020 – at han købte den centralt beliggende lejlighed.
Dengang gav han ifølge Boliga.dk 7,4 millioner kroner for ejerlejligheden, hvilket betyder, at der er knap 5,6 millioner kroner at hente, hvis lejligheden bliver solgt til den nuværende udbudspris.
Det er dog ikke medregnet eventuelle forbedringer af lejligheden, som netop ifølge salgsmaterialet ”er top-renoveret i de bedste materialer på markedet” med blandt andet nyt køkken og badeværelser.
TopGunn er både rapper, sanger og producer. Han står bag hittet ”Kongens Have” og senest singlen ”Lågsus For Evigt” (2022).
Som en lille bonusinfo ligger Toppgunns lejlighed ifølge SeogHør tæt på den lejlighed, Pernille Rosendahl og Kristian Jensen har lejet sig ind i på Vesterbro. Så kan man lige vurdere, om det er et plus eller et minus i forhold til et eventuelt køb.
Her kan du se en række salgsbilleder af lejligheden: