Mangler du stadig nytårstøjet?
Fortvivl ikke! Tre butikker fra Århus Vest kommer her med deres bud på nytårstøjet 2009 samt et bud på forårsmoden 2010
Nytårsaften er lige om hjørnet, men hvad skal man tage på sådan en aften? Tre butikker fra Århus Vest kommer her med deres bud på nytårsmoden 2009, og desuden giver de et bud på forårets modetrends 2010.
SAM’S, City Vest
”Til nytåret skal manden have en sølv-farvet blazer på over en hvid skjorte med blanke striber og kina-krave. Underdelen skal være et par mørke cowboy-bukser, der også er en smule blanke i det. Det skal man tage på, fordi der til nytåret gerne må ske lidt - man må gerne være lidt spændende at se på, så der bliver lagt mærke til én,” siger Benjamin Hansen, der er bestyrer i SAM’S i City Vest.
”Til foråret får vi mere lilla i forskellige nuancer og mere blåt. Generelt får vi flere farver og går væk fra det mere kedelige sorte, grå og hvide. Desuden tror vi på skjorter med kina-krave, og så går vi væk fra de helt stramme bukser til det mere smalle uden at være stramt. Derudover tror vi på, at stilen fra efteråret fortsætter,” siger Benjamin Hansen.
Masso Mira, City Vest
”Vi har valgt en sølv-kjole med paillet-leggins og en paillet-bolero ud til nytårsaften. Det er festligt, og så kan man selv dekorere med smykker og høje stiletter,” siger Iben Dam, daglig leder i Masso Mira i City Vest. Hun fortsætter:
”Til foråret tror vi på jeans-leggins samt farver på tøjet. Både pastelfarver og mere skrigende pangfarver. Derudover tror vi, at stilen fra efteråret fortsætter ind i foråret. Vi tror, at folk vil bruge meget af det, de har i skabet, og så peppe det gamle op med for eksempel nye jakker eller tunikaer.”
Tøjkælderen, Silkeborgvej 234, Åbyhøj
”Nytårskjolen skal være en sort skind-kjole med for eksempel et tørklæde til. Det er festligt men kan samtidigt sagtens bruges til hverdag, når festen er slut. Til hverdag kan man foreksempel tage en bluse under og sætte et tørklæde til, og til fest skal der flotte strømper, sko og smykker til,” siger Christine Christensen, ejer af Tøjkælderen i Åbyhøj. Hun fortsætter:
”Til foråret tror jeg på rå jeans mikset med feminine toppe. Derudover tror jeg på skind og på bløde pastelfarver som støvet rosa, elfenben, lavendel og løvgrøn. Toppene skal desuden gå til lige under hoften, hvilket gør dem ideelle til korte jakker.”