Firmaet LOCKON fra Viby J lancerer verdens første intelligente tyverialarm
Alarmvirksomheden LOCKON fra Viby J lancerer nu verdens første intelligente tyverialarm, der både kan mindske risikoen for indbrud, styre husstandens el og varme og hjælpe med at spare på strømmen
Nu bliver det muligt både at tyverisikre sit hjem, styre husets temperatur og samtidig spare energi. Det sørger verdens første intelligente tyverialarm nemlig for. Alarmen sendes nu på markedet af alarmvirksomheden LOCKON fra Viby J.
Den nye alarm fungerer på den måde, at der medfølger en tænd-sluk-enhed, som hjemmets elektriske udstyr let kan tilsluttes. Via internettet kan man så indstille, hvornår lyset i hjemmet skal tænde og slukke, hvilket giver en ekstra sikring i forhold til risikoen for indbrud. Og har man et sommerhus, kan man tænde for varmen, hvis man vil undgå frostskader eller gerne vil ankomme til et lunt sommerhus.
Endelig gør tænd-sluk-enheden tyverialarmen i stand til automatisk at tænde alt lys i huset, hvis alarmen går i gang, så tyven ikke kan liste ud i ly af mørket.
Kan slukke for stand-by strøm
Den nye alarm kan desuden give indehaveren store strømbesparelser, hvis man tilslutter tænd-sluk-enheden til de apparater i hjemmet, der bruger stand-by strøm. Når man så forlader hjemmet, og man slår alarmen til, slukkes den dyre standby-strøm automatisk. Og når man vender hjem og slår alarmen fra, tændes der igen automatisk for strømmen. Tænd-sluk-enheden kan også bruges til automatisk at slukke alt standby-strøm om natten.
”Der kommer flere og flere muligheder inden for det felt, man kalder ”intelligent hjem”, hvor husets installationer kan styres via internettet eller mobiltelefonen. At kombinere intelligent hjem-ideen med tyverialarmen er noget helt nyt. Mange forbrugere vil gerne have funktionerne men er kede af at skulle have mange forskellige systemer installeret, som de skal sætte sig ind i og forstå. Derfor forventer vi, at forbrugerne vil tage rigtig godt imod vores nye alt-i-én tyverialarm,” siger Carsten Rasmussen, der er direktør i LOCKON.