BabySam i Tilst får BRIO-prisen som årets butik
Det var en overrasket men glad butikschef fra BabySam i Tilst, der modtog BRIO-Prisen som "Årets Butik"
”Vi vidste ikke, at BRIO uddelte priser, men vi er glade for at have fået én”, siger butikschef Torben Dalsgaard fra BabySam på Agerøvej 17 i Tilst.
Det er BRIO-Prisen som ”Årets Butik”, Torben Dalsgaard snakker om. Butikken i Tilst får prisen, blandt andet fordi de på det seneste år næsten har fordoblet omsætningen af BRIOs produkter. Et andet argument for prisen er, at butikkens medarbejdere forstår at præsentere varerne flot.
Intern konkurrence
”I butikken forstår vi at motivere hinanden og have det sjovt i hverdagen. Det understøtter jeg med en lille konkurrence en gang om ugen. Som hvem der for eksempel kan sælge flest Odder-barnevogne. Præmien kan være et gavekort til to biografbilletter,” siger Torben Dalsgaard.
Foruden Torben Dalsgaard, der har været butikschef i et år, er der 11 medarbejdere i butikken.