Når baby skal have fysioterapi
Fysiocenter Århus oplever ofte, at folk har svært ved at finde frem til stedets børnefysioterapeut
Lille Marcus Kjærgaard Jespersen på tre måneder sidder på fars skulder og kigger ivrigt efter børnefysioterapeut Helle Steggers lille røde klokke. Han gør store øjne og drejer hovedet helt til højre.
”Han bevæger altså hovedet rigtig fint - han kommer helt ud i hver side,” siger Helle Stegger til mor Camilla Kjærgaard Olesen og far Michael Jespersen.
Marcus plejer ellers helst at ville kigge til venstre, og det er netop derfor, at han nu har besøgt Helle Stegger i Fysiocenter Århus på Vesterbro Torv tre gange. Når en baby har en ”favoritside” kan det nemlig ende med, at dets hoved bliver skævt, hvis der ikke gøres noget ved det hurtigst muligt som for eksempel at få hjælp af en børnefysioterapeut.
Svær at finde
Men Helle Stegger oplever ofte, at forældrene har haft svært ved at finde frem til hende, blandt andet fordi en del læger og sundhedsplejersker ikke ved, hvor den nærmeste børnefysioterapeut er.
”En del forældre har søgt både her og der for at finde frem til mig. Der er ikke så mange steder med børnefysioterapeuter, hvor alle enhver kan komme både med og uden lægehenvisning. De fleste børnefysioterapeuter er ansat på institutioner eller på sygehuse, som ikke længere behandler for eksempel favoritside,” siger Helle Stegger, som kun kender til to andre børnefysioterapeuter for alle i Århus-området nemlig hos Charlottehøj Fysioterapi i Århus N og Skødstrup Fysioterapi.
En snørklet vej
Det kan Marcus forældre Camilla og Michael bekræfte. De blev anbefalet af sundhedsplejersken at finde en børnefysioterapeut til Marcus, men hverken sundhedsplejersken eller deres læge kendte til en børnefysioterapeut i området. Der måtte adskillige opringninger til, før det lykkedes for dem endelig at finde frem til Helle Stegger.
Helle Stegger fortæller:
”Det bedste vil selvfølgelig være, at alle de praktiserende læger og sundhedsplejersker ved, hvor de skal henvende sig, men måske er det simpelthen os, der er for dårlige til at gøre opmærksomme på os selv. Derfor har jeg også netop sendt en folder fra Fysiocenter Århus ud til samtlige praktiserende læger i Århus.”
Læs mere om Helle Stegger på
www.bornefys.dk
og læs mere om Århus Fysiocenter på
www.fysiocenter.dk
.
faktaboks: Favoritside (Torticollis)
Babyer med favoritside favoriserer enten at kigge til højre eller venstre. Det betyder, at barnets kranie med tiden kan blive skævt, hvis ikke der sættes ind, mens barnet er spæd, og det kan desuden føre til muskelstramhed i nakken.
Du kan selv forebygge favoritside ved at variere måden, du ligger barnet på - på maven, ryggen og siden - og så sørge for at få barnet til at kigge til begge sider. Og brug et fast liggeunderlag frem for et blødt, da det gør det nemmere for barnet at bevæge sig.