AGF-udspringer blev nummer 15 til EM
Resultaterne blev ikke helt som håbet, men AGF-udspringeren Niklas Nybro Sørensen fik masser af erfaringer med sig hjem fra EM for juniorer
Det blev ikke helt den succes til EM for juniorer, som AGF-Udspringeren Niklas Nybro Sørensen og hans træner og far Dennis Nybro Sørensen havde drømt om.
Fra et-meter-vippen blev det til en 17.-plads, og Niklas manglede blot 11 point for at få en finaleplads. Fra tre-meter-vippen blev Niklas nummer 15 og var her kun 16 point fra finalen. Men selvom resultaterne ikke blev helt så gode, som Niklas og Dennis havde ønsket sig, så er der optimisme at spore hos begge.
”Lige efter konkurrencen var Niklas skuffet over resultatet, men set lidt på afstand, så har det været en rigtig god oplevelse, som giver lyst til mere hårdt arbejde og forhåbentlig endnu et EM for juniorer næste år - måske endda et VM,” siger Dennis Nybro Sørensen.
Niklas er den første fra AGF Udspring, som har deltaget i EM for juniorer i mange år, og næste år vil han være den ældste i sin gruppe, modsat i år, hvor 13 af dem, som lå foran ham på et-meter-vippen, var et år ældre.