Bankrøver anholdt for Nordea-røveri
Nordea på Østergade i Hadsten var onsdag 8. juni udsat for bankrøveri, hvor to mænd knuste en rude til banken og stak af med nogle pengekassetter. De kørte væk i en rød BMW med stjålne nummerplader, som muligvis blev kørt af en ventende medgerningsmand.
Den ene af de formodede involverede røvere, en 32-årig mand, blev anholdt og varetægtsfængslet kort efter røveriet, og politiet fandt samtidig den røde BMV.
Nu er endnu en af de formodede bankrøvere blevet anholdt. Der er tale om en 37-årig mand uden fast bopæl, men med base i Østjylland. Manden har været efterlyst for røveriet. Han fremstilles i lukket grundlovsforhør i dag med krav om varetægtsfængsling.
Østjyllands Politi vælger at kalde episoden i Nordea for et røveri og ikke et tyveri på grund af grovheden i handlingen. Selvom der ikke direkte var tale om trusler mod personalet, betragter de handlingen som en indirekte trussel, fordi der var personer til stede i banken, da ruden bliver knust.
Det er ikke første gang, at Nordea i Hadsten har været udsat for et indbrud, det skete også gennem en bagrude.