Thorsager Station: Tissetrængende kan tage det helt roligt
Der bliver etableret toilet på Thorsager Station, og toilettet bliver etableret inden indvielsen af letbanen
Når letbanetoget langt om længe begynder at køre på strækningen fra Aarhus til Grenaa, bliver det alligevel muligt at lade sit vand på Thorsager Station under ordnede forhold og også lave bummelum.
Usikkerhed om den ellers planlagte toiletbygning er blevet pillet af brættet af Syddjurs Kommune, kan nu helt udelukkes.
Det fremgår af en skrivelse fra direktør Poul Møller til forkæmperen for en station i Thorsager Thøger Pauli og udvalgsformand Kim Lykke Jensen (SF), formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø.
I skrivelsen skriver direktøren:
”Der har beklageligvis været nogle misforståelser i kommunikationen vedr. toiletforholdene på Thorsager Station.
Der bliver etableret toilet på Thorsager Station, og toilettet bliver etableret inden indvielsen af letbanen. Toilettet bliver, som resten af stationen, etableret af Aarhus Letbane, på bestilling af Syddjurs Kommune, og betalt af staten.”
I venteposition
Der bliver i første omgang lavet almindelig cykelparkering ved Thorsager Station, mens en overdækning af cykleparkeringen indtil er stillet i bero, til man kender behovet.
”Såfremt der viser sig at behovet for bedre faciliteter vil kommunen efterfølgende supplere med overdækkede cykelsparkeringer. Årsagen hertil er, at overdækkede cykelparkeringer er relativt omkostningstunge,” skriver Poul Møller.
Læskærme er også stillet i bero indtil videre, fordi der også er usikkerhed om behovet.
”Vedr. læskærme, så har kommunen ikke nogen indflydelse på,hvilke ventefaciliteter der kommer på selve perronen, da perronen vil forblive i Letbanens eje. Den læskærm,der er refereret til i anlægsbeskrivelsen,er en læskærm til buspassagerer på forpladsen. Da det endelige udspil til Trafikplan Djursland endnu ikke er endelig, er det uvist, hvorvidt der kommer busbetjening på Thorsager Station. Derfor har vi valgt ikke at opsætte denne læskærm, før end vi har klarhed over om der er kunder til at benytte denne,” forklarer Poul Møller i skrivelsen.
Repræsentanter for Syddjurs Kommune mødes fredag med Thorsager Distriktsråd.