Alexander Oscar flytter fra familie og venner for at jagte musikdrøm
Alexander Oscar kaster sig ud i en musik-karriere, der får ham til at flytte til hovedstaden
20-årige Alexander Oscar fra Skejby er for alvor klar til at springe ud i en karriere som sanger og måske decideret popstjerne.
Hans single ’Number’ er blevet råspillet på diverse radiostationer, og han har optrådt med hittet på live tv på TV 2. Det gav et hektisk forår, for der var også en skole, som skulle færdiggøres.
Galleri: Festlige studenterdage på Risskov Gymnasium
”Det er gået over alle mine forventninger, og så kan du gange det med 10.000. Jeg havde slet ikke set det komme, at det ville ske. Jeg gik stadig i gymnasiet og fik pludselig meget travlt og skulle rejse meget mere, forbi ’Number’ hittede. Men jeg fik da studenterhue på hovedet, og det gik faktisk bedre end forventet, så det var dejligt,” siger Alexander Oscar, som sagtens kan mærke den stigende opmærksomhed.
”Det har været ret mærkeligt at blive genkendt rundt omkring. Det er super fedt, at folk kommer hen og siger, de kan li’ min musik og vil have taget billeder. Man skal lige vænne sig til det, men jeg får så meget energi af det, så det er virkelig fedt.”
Alexander Oscar har allerede en del års erfaring i musikbranchen. Som 13-årig skrev han kontrakt med Remee og Chief 1, der havde spottet Skejby-sangeren via videoer, som han lagde op på Facebook og Youtube. Men Alexander Oscar afbrød samarbejdet med den kendte duo for at skrive kontrakt med giganten Sony Music og en foreløbig aftale om at udgive tre singler.
Og den tredje single bliver udsendt 31. august. Den hedder ’Coffee Table’, og forventninger er skyhøje. Især efter succesen med forgængeren ’Number’.
”Den er skrevet i oktober og handler om, at man er i et forhold, som begge ved, at man måske ikke burde være i. Men der er ingen, der tør tage det første skridt med at gå fra hinanden. Jeg vil kalde det for en sørgelig kærlighedssang,” fortæller sangeren og fortsætter:
”Jeg er virkelig nervøs i forhold til den nye single, fordi det er gået så godt med ’Number’, og der er høje forvetninger. Men jeg har det virkelig godt med sangen og mavefornemmelsen er god.”
Købehavn kalder
Alexander Oscar er i fuld gang med flytte til hovedstaden.
”Det bliver ret sørgeligt at forlade Aarhus. Jeg har ambivalente følelser omkring det. Jeg bliver nødt til at gøre for at jagte min drøm. Hele min familie og mange af mine venner bor her. Men nu gælder det om at komme derover og bare klø på. Jeg har overvejet at tage derover før i gymnasiet for at få gang i min karriere. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke gjorde det. Det har jeg ikke fortrudt, for der ville have været meget socialt, jeg ville have gået glip af. Det at vokse sammen med sine kammerater og være sammen med dem i Aarhus, er jeg taknemmelig og glad for at have oplevet,” fastslår han.
Det næste nye på den aarhusianske musikscene er Clara Toft Simonsen
Det er nødvendigt at flytte til København, fordi hans producere bor derovre, og det er dér, pladeselskabet har hovedkvarter.
I det hele taget bliver det noget af en nomade-tilværelse, Alexander Oscar har og skal leve, hvis han vil slå igennem.
”Der er blevet rejst og skal rejses en del. Jeg skriver sange med forskellige mennesker i London, Stockholm og Berlin. Min helt store drøm er at komme ud at spille i hele verden foran en masse mennesker. Lave musik, som folk gerne vil lytte til og vække nogle følelser hos folk. Leve af musikken og rejse verden rundt er min drøm. Men der er mange små skridt på den vej, som først skal overvindes,” siger han.
Et af de skridt bliver en EP eller et album, som skal udgives på et tidspunkt.
”Jeg kan ikke sige så meget, om der kommer en EP eller et album endnu, men der er ihvertfald gang i gryden, og så håber jeg, at jeg kan blive hovednavn til nogle større koncerter her til efternavnet. Det bliver der ihvertfald arbejdet på,” siger Skejby-sangeren.
”Det giver det vildeste rush at spille foran mange mennesker, og så kunne det være fedt en gang at spille i en udsolgt Royal Arena, Forum eller Boxen,” lyder det fra ham.