Cannabis-eventyr for milliarder: Stenocare må som de eneste i landet sælge medicinsk cannabisolie - drømmer om europæisk milliard-marked

I Randers står rækker af cannabisplanter. Det er virksomheden Stenocare, der står bag produktionen. I starten af i år fik de Lægemiddelstyrelsens godkendelse som de første og eneste herhjemme til at sælge medicinsk cannabisolie i den danske forsøgsordning, og ejerne bag tror på, at planterne og olien kan blive et milliardeventyr.

Artiklens øverste billede
Stenocare-medstifter Søren Kjær er ansvarlig for Dyrkningsfaciliteten i Randers. De første planter på anlægget kom i 2019, og i sommeren 2021 blev en større ombygning og udvidelse lavet færdig. Pressefoto: Stenocare

»Potentialet i Europa er rigtig, rigtig stort.«

Ordene er Thomas Schnegelsbergs, og han er den optimistiske direktør bag virksomheden Stenocare, der i disse år drømmer og satser stort på et eventyr med medicinsk cannabisolie.

Det er Randers-virksomheden Stenocare, der i laboratorielignende rum arbejder på at få godkendt produktionen af cannabisplanter til medicinsk brug.

»Mange eksperter forventer, at Europa går hen og bliver et af de største markeder i verden for medicinsk cannabis i løbet af de næste fem til otte år fra nu, og i samme periode forventes markedet at vokse til at være på den anden side af 25 milliarder danske kroner i Europa alene,« siger Thomas Schnegelsberg.

Det er et voksende marked, som virksomheden forsøger at ramme ind i ved både at importere produkter fra udlandet og ved at udvikle sin egen produktion af planter og olie - noget som blot mangler at få en godkendelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Men mens man arbejder på at få grønt lys til at sælge egne olier, så importerer Stenocare også olier fra leverandører i Israel og Canada. Og her kunne virksomheden i starten af det nye år så fejre, at man som de første og eneste herhjemme har fået godkendelse til at sælge medicinsk cannabisolie, inden for rammerne af den danske forsøgsordning.

»Denne vigtige milepæl bekræfter vores lederposition i Danmark,« lød det dengang fra direktør Thomas Schnegelsberg i en pressemeddelelse ovenpå godkendelsen.

I sommer var vi færdige med at udbygge og ombygge, så vi nu har et af de mest avancerede anlæg i Europa. Anlægget er 100 procent computerstyret.

Thomas Schnegelsberg, direktør i Stenocare.

Evidens kommer

Helt lavpraktisk er det importerede produkt, som Stenocare har fået godkendt i forsøgsordningen, en olie med en dertilhørende mund-doseringssprøjte, hvorfra olien så sprøjtes ind under tungen, og stoffet bliver optaget af mundens slimhinder.

Her er den medicinske cannabisolie blandt andet tiltænkt til at kunne lindre smerte hos patienter, der oplever kvalme ovenpå et kemo-forløb og for patienter med multipel sklerose eller rygmarvsskade, som har problemer med smertefulde spasmer.

Medicinsk cannabis er dog stadig en del af en forsøgsordning, som begyndte i 2018, og som Folketinget i slutningen af sidste år valgte at forlænge med yderligere fire år, og nu altså gælder frem til 2025. Og at der er tale om en forsøgsordning, er blandt andet et udtryk for, at der i dag mangler medicinsk evidens på området.

Men hos Stenocare er man overbevist om, at den kommer før eller siden.

»Medicinsk cannabis har været legaliseret i Canada siden 2001, og der er der flere hundredetusinder af patienter, der bruger det hver måned, derudover er der rigtig meget udenlandsk erfaring. Og rigtig mange lande begynder at lave alle mulige typer af forskellige studier på eksempelvis sklerose, epilepsi og kroniske smerter,« siger Thomas Schnegelsberg og tilføjer:

»Men det er relativt nyt, at man er begyndt at forske i medicinsk cannabis, fordi det tidligere har været ulovligt. Tidligere, hvis man var et farmaceutisk selskab, kunne du godt gå i laboratoriet og lave et studie i det, men hvis du fandt ud af det virkede, kunne du ikke sætte det på markedet alligevel, fordi det var forbudt. Derfor er der heller ikke så meget viden på området endnu. Men det kommer,« siger han.

I dag er det ens egen læge, der skal ordinere medicinsk cannabis til patienten. Og skal flere læger udskrive recepter på medicinsk cannabis, er det også en forudsætning, at der kommer mere viden på området.

»Det har jo ikke været lovligt i Danmark - eller i Europa for den sags skyld - i særligt mange år, og det vil sige, at de læger, som vi alle sammen går til, har ikke haft undervisning i medicinsk cannabis, så de mangler viden og erfaring med den type behandling, og det er også derfor, det kommer til at tage noget tid, før markedet for det her bliver rigtig stort,« siger Thomas Schnegelsberg.

Computerstyret anlæg

Seneste regnskab havde Stenocare et underskud på 11,7 millioner kroner - det har dog været forventeligt, ifølge direktøren.

»Vi har investeret rigtig meget tid og rigtig mange penge i at overholde reglerne, og det er det, der gør forskellen,« siger Thomas Schnegelsberg, der blandt andet peger på, hvordan man har investeret i at udvide og optimere sin fabrik i Randers, som en af de klare årsager til underskuddet:

»I sommer var vi færdige med at udbygge og ombygge, så vi nu har et af de mest avancerede anlæg i Europa. Anlægget er 100 procent computerstyret,« fortæller Thomas Schnegelsberg.

De tre stiftere af Stenocare: Rolf Steno, Thomas Schnegelsberg og Søren Kjær. Sidstnævnte er ansvarlig for Dyrkningsfaciliteten i Randers. De første planter på anlægget kom i 2019, og i sommeren 2021 blev en større ombygning og udvidelse lavet færdig. Pressefoto

På det nye anlæg bliver alt om planterne registreret af sensorer, der blandt andet kan afgøre, om planterne skal have mere vand eller gødning. Og det nye avanceret anlæg er ifølge direktør Thomas Schnegelsberg et afgørende skridt på vejen mod, at Stenocare får en godkendelse til at producere cannabisolier til medicinsk brug.

Hvornår, at planterne i Randers kan blive ordineret af læger og ende ud hos danske patienter, er svært at svare på. For det kræver som tidligere nævnt en godkendelse for Lægemiddelstyrelsen, og hvor lang tid den proces tager, er der ikke noget eksakt svar på. Så indtil da gror planter og drømme under kontrollerede forhold:

»Vores helt klare mål nu er, at vi inden for fem år er i 10 lande og sælger medicinsk cannabis,« siger Thomas Schnegelsberg.

Foruden at have produkter med i den danske forsøgsordning leverer Stenocare også medicinsk cannabis i Sverige.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.