Svanen og hingsten drager til VM i USA
Det kom som en stor overraskelse for dressurrytteren Rikke Svane, at hun pludselig skal til verdensmesterskaberne i dressur. Nu skal alt falde på plads inden den store oplevelse.
”Det er ham her. Det er stjernen.”
Dressurrytteren Rikke Svane kigger kærligt på den dybsorte trakehnerhingst Finckenstein. Den står ganske roligt i stalden på Følle Strandgaard. Anderledes rastløs er dens rytter lige nu, men den 16-årige hingst er naturligvis heller ikke klar over, at parret om få dage rejser til Tryon i North Carolina i USA for at deltage i VM i dressur.
Det var Rikke Svane faktisk heller ikke klar over indtil for ganske nylig. Det er derfor, hun er en anelse anspændt og hvileløs, for der er utallige detaljer, der skal nå at være på plads, inden afrejsen på søndag. Vaccinationer, foder, rejsepapirer. Alt skal gøres klar på rekordtid, for indtil i slutningen af sidste uge regnede den 44-årige dressurrytter fra Ugelbølle slet ikke med, at hun skulle med resten af det danske landshold til USA. Hun er en del af landsholdets bruttotrup, og indtil i torsdags stod hun som reserve, men skader hos først Cathrine Dufours hest Cassidy og dernæst Anna Zibrandtsens hest Arlando betød, at Rikke Svane pludselig fik et uventet opkald på vej til bootcamp med landsholdet forud for VM.
”Det er altså lidt hårdt at være med på sådan en bootcamp, når man er med som reserve, for i bund og grund skal man ind og høre om alt det, man ikke skal være en del af. Jeg er virkelig meget ked af mine kollegaers uheld med skaderne, og på den anden side ved jeg, at det bliver en kæmpe oplevelse, så det var meget blandede følelser, jeg sad med, da vores holdleder ringede mig op og fortalte, at nu skulle jeg med. Det var lidt som at få en mavepuster,” fortæller Rikke Svane, men slår med det samme fast.
”Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt. Det bliver en kæmpestor oplevelse. Omstændighederne måtte bare gerne være anderledes.”
Stiller selvfølgelig op
For hun lægger da heller ikke skjul på ambivalensen og noterer sig, at det er ”pisseærgerligt for Danmark”, at blandt andre sidste års dobbelte bronzevinder og sølvvinder ved europamesterskaberne Cathrine Dufour ikke kommer med til VM. Når det er sagt, er Rikke Svane heldigvis heller ikke mere beskeden, end at udtagelsen til et verdensmesterskab naturligvis vidner om, at hun besidder en høj klasse inden for sin sport.
”Jeg synes, det er fedt at være nået så langt, at jeg kan være reserve på landsholdet og er blandt de bedste i landet. I stedet for at tale mig selv ned fokuserer jeg på, at jeg er den næste i rækken. Derfor skal jeg naturligvis ud at gøre det så godt, som jeg overhovedet kan, og når jeg bliver spurgt, om jeg vil repræsentere Danmark, så stiller jeg meget gerne op. Og det er altså et VM. Jeg ved jo ikke, om vi nogensinde får chancen igen,” funderer Rikke Svane.
Stjernen Finckenstein
Den anden del af ’vi’ er naturligvis hingsten Finckenstein. Flere gange slår Rikke Svane da også fast, at det er ham, der er ”stjernen” og ”atleten” i foretagendet. Hendes helt store opgave lige nu er at sørge for, at hesten føler sig godt tilpas og rammer den rette formkurve og spændingsniveau, når konkurrencerne ved verdensmesterskaberne går i gang 12. september. Det er ikke altid nogen helt enkel opgave at finde det rette niveau, men chancerne er gode hos parret Svane og Finckenstein. De to har hængt uløseligt sammen de seneste 11 år, siden Rikke Svane fandt den sorte trakehner i Tyskland, og hun lægger da heller ikke skjul på, at det i høj grad er det bånd, som de to har knyttet, der har været med til at bringe dem så langt.
”Jeg var jo egentlig på udkig efter en lidt ældre hest, da jeg fik øje på Finckenstein. Da var jeg bare solgt med det samme. Han er min drøm af en hest, så jeg passer virkelig godt på ham. Selv om der har været nogle store købstilbud på ham gennem årene, så vil jeg altså ikke af med ham. Jeg vil ikke kunne klare tanken om, at der er nogen, der måske ikke passer ligeså godt på ham. Sådan bliver det også, når vi engang er færdige med dressur. Han bliver hos mor,” griner Rikke Svane.