Det er ok for piger at nørde
25 piger besøgte teknologivirksomheden Kamstrup som del af kampagnedagen Girls' Day in Science
Over 130 virksomheder landet over støttede i sidste uge op om kampagnedagen Girls’ day in Science, der har til formål at vække interessen for IT, teknologi og naturvidenskab blandt piger på grundskoler og gymnasier. På Kamstrup i Stilling tog man imod 25 1.g piger fra Odder Gymnasium.
Her blev de mødt af fire kvindelige rollemodeller fra Kamstrup, som fortalte om deres forskellige uddannelser og karriereveje. Blandt dem maskiningeniør Heidi Seiger Thomsen og product manager Astrid Søe.
Kamstrup sætter rekord
”Det handler dels om, at vi gerne vil vise vores virksomhed frem, det er da ikke nogen hemmelighed. Det er ikke altid lige let at finde nye kvalificerede medarbejdere, og derfor vil vi gerne gøre os interessante blandt kommende potentielle medarbejdere,” fortæller de.
”Vi fire kvinder har meget forskellige karrierer, men det er alt sammen inden for det naturfaglige spektrum. For os er det vigtigt at vise de unge piger, at man kan blive til det man vil, og at det er lige så ok for piger at nørde med noget og fordybe sig i det, som det er for mænd. Jeg er selv ret vild med matematik og fysik, mens Astrid er eksperten indenfor biologi og kemi,” siger Heidi Seiger Thomsen.
”Det er vigtig, at vi stiller op og fortæller om vores egen uddannelse og karriere vej for som forbilleder for at få flere piger til at vælge de tekniske og naturvidenskabelige fag,” siger Astrid Søe, der har en ph.d indenfor biologi og kemi.
”Når der kommer flere kvinder i de fag, så skaber det en helt anden dynamik. Vi får helt andre løsninger i spil og og dermed også mange flere muligheder, end hvis det kun er mænd. Vi skal sætte al intelligens i spil,” mener de to kvindelige rollemodeller.
Anne Gry Hemmersam, lærer på Odder Gymnasium, er taknemlig for, at de kvindelige rollemodeller på Kamstrup stiller op for de unge piger.
”Som gymnasium skal vi forsøge at vise eleverne, de muligheder der er, som måske let bliver overset. Mange piger har ikke øje for, hvad der er af muligheder inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Derfor er det så vigtigt at virksomheder som Kamstrup lader dem komme indenfor og få en smagsprøve på de jobmuligheder,” konstaterer hun.
Ud over oplæg fra de fire kvindelige rollemodeller fik pigerne også lov at prøve kræfter med forskellige cases, der gav dem indsigt i processen fra kundebehov og udvikling til færdig produktløsning.
Bag kampagnedagen Girls’ Day in Science står Tektanken, der er et landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som faciliteres af Naturvidenskabernes Hus.