Michael har sat kulør på Brabrand gennem 30 år

Han elsker Brabrand, og han elsker at være områdets lokale maler. Michael Jørgensen har gennem 30 år rådgivet om farvevalg og sat kulør på Brabrand.

Det sker ikke blot ved, at hans firma, Helge og Michael Jørgensen A/S, rykker ud med penslerne, men også ved at sponsorere og være aktiv i den lokale idrætsklub og ved at ansætte uden at skele til hudfarve eller diagnoser.

Nu er han officielt kongelig hofleverandør

Som lokal maler engagerer han sig i det område, han bor og arbejder i.

”Jeg gider ikke gå og dukke mig i Rema, fordi tingene ikke har været i orden. Omvendt så giver det jo en stor tilfredsstillelse, at man møder tilfredse kunder på sin vej. Jeg kan rigtig godt lide at være den lokale maler,” siger Michael Jørgensen, der 24. oktober runder 50 år.

Både Brabrand og malerfaget har han i den grad fået ind med modermælken. Han blev hjemmefødt på Louisevej. Faderen, Helge, stiftede i 1974 sit eget malerfirma, som sønnike blev udlært fra i 1988.

”Da først de spæde drengedrømme om at være brandmand og politimand havde fortaget sig, har jeg aldrig været i tvivl om, at det var maler, jeg ville være. Det er faldet mig naturligt,” siger Michael Jørgensen.

Én gang Brabrand...

Tilværelsen i Brabrand har også passet ham. Med forældrene boede han både i Søvangen, på Karensvej, på Udsigten og på Hvedebjergvej. Kun en enkelt gang har han boet uden for 8220, da han i syv år boede på Jeppe Aakjærs Vej i Åbyhøj. I år 2000 byggede han og hustruen, Susanne, hus på Engdalsvej.

Hector-ejer afpresset: Måtte betale 20.000 kr. til bortførere for at få hunden retur

”Jeg elsker Brabrand. Vi har det hele herude. Rigdom, fattigdom, middelklasse. I skoler og idrætsforeninger er der plads til alle. Nu har jeg jo aldrig prøvet at bo i Skåde eller Risskov, men jeg synes generelt, at vi er rigtig gode ved hinanden herude. Og så har vi jo en fabelagtig natur med skov og sø og nem adgang til byen,” siger Michael om sin livslange by-kærlighed.

At der skal være plads til alle, er også en tankegang han praktiserer i malerfirmaet. Her har han for øjeblikket en ansat med ADHD og to med anden etnisk herkomst end dansk. Hans evne til at inkludere alle på arbejdspladsen på J.P. Larsens Vej blev der fra kommunal side helt bogstaveligt sat pris på i 2005-2006 og 2007, da han modtog henholdsvis Aarhus Kommunes Integrationspris og Netværkspris.

”Det betyder da noget at blive værdsat for det, man gør. Det sker da også stadig, at folk nævner priserne og vælger os på grund af den sociale indstilling, vi har.”

Særligt en oplevelse for godt 10 år siden står stærkt i hukommelse hos malermesteren.

”Der var en kunde, som tydeligvis ikke var helt tilfreds med at den maler, der skulle arbejde hos hende ikke var pæredansk. Men da opgaven så var udført, så bad hun specifikt om at det skulle være samme maler, næste hun skulle have noget lavet. Det var sådan en juhu-oplevelse for mig,” fortæller Michael.

Ligesom der er tradition for i firmaet, så ansætter Michael personer udelukkende ud fra deres kvalifikationer.

”Jeg kigger ikke på, hvor folk kommer fra, men hvad de kommer med,” siger han.

Altid i malertøj

Det er efterhånden mange år siden, Michael selv har haft en pensel i hånden. Allerede som 27-årig kom han ind i den daglige ledelse af firmaet. I 2006 blev han eneejer af firmaet, da faderen trådte ud for at gå på pension nogle år senere.

Fisk og 15.000 liter vand over det hele: Storcenter Nords kæmpe-akvarium eksploderede

Alligevel ser man altid Michael i malertøjet, når han er på arbejde - også nogle gange når han ikke er. Og han har et skarpt blik for, at detaljerne i er i orden.

”Jeg kan komme ind i et nok så fint færdigtmalet rum, og så se det lille stykke malertape, der stadig sidder på lampeudtaget. Det kan jo godt ærgre mine medarbejdere, at det lige er det, jeg lægger mærke til. Men det er jo godt, at jeg ser det, før kunden gør,” griner Michael.

Selvom han nu runder 50 år, har han ingen planer om at drosle ned.

”Det kan jeg slet ikke finde ud af.”

Han vil fortsat møde i malertøjet hver dag klokken syv og ikke gå, før det er fyraften.