Grenaa er en billig by at studere i
Unges valg af studieby har stor betydning for deres økonomi
De unges valg af studieby har en stor betydning for deres økonomi. En ny undersøgelse af Lånio.dk viser, at der er op til 286.280 kr. at spare over en 5-årig periode.
Hjemmesiden har sammenlignet huslejepriserne i 36 forskellige studiebyer og slået det sammen med studerendes forbrug for at se, hvor langt SU’en rækker i de forskellige byer og hvor store udgifter de studerende står tilbage med.
København topper, ikke overraskende, listen over de dyreste byer at bo i som studerende. Det koster 425.060 kr. at bo til leje i en 40 kvadratmeter lejlighed over en femårig periode. I Sønderborg koster det derimod 138.780 kr. at bo til leje i tilsvarende lejlighed. Der er med andre ord 286.280 kr. at spare, hvis man som studerende bosætter sig i Sønderborg frem for København.
Der er en markant forskel på huslejepriserne i de 36 studiebyer. Generelt kan det siges, at Sjælland har de dyreste huslejepriser og Jylland de billigste. Sjælland har seks byer på listen over de ti dyreste studiebyer. København ligger nr. 1, Roskilde nr. 2, Køge nr. 4, Sorø nr. 5, Hillerød nr. 6 og Næstved nr. 10.
De dyreste huslejepriser uden for København finder man i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, som ligger henholdsvis nummer 3, 7, 8 og 9 på listen over de dyreste studieboliger.
De jyske byer dominerer listen over de billigste byer at studere i. Her finder vi blandt andet Grenaa, Skive, Lemvig og Sønderborg. Det er så også studiebyer med et meget begrænset udvalg af studiemuligheder.
Selvom de største studiebyer alle ligger på top 10 over de dyreste huslejepriser, er der en stor forskel på, om man vælger at bosætte sig i for eksempel København eller Aalborg.
I Aalborg koster det 239.135 kr. at bo til leje i en 40 kvm lejlighed. I København koster det derimod 425.060 kr. Vælger man at bo i Aalborg frem for København, kan man som studerende hermed spare 185.925 kr.