Efterårets jazzsæson indledes
Royal Garden Jazzband på Hotel Marina i Grenaa
Sommerferien er slut. Nu skal der igen gang i jazzen i Norddjurs. På lørdag 1. september klokken 13 er der premiere på efterårs-sæsonen på Hotel Marina i Grenaa. På scenen står ”fadderne” til Djurslands Jazzklub, Royal Garden Jazzband.
Orkesteret var den direkte årsag til, at Grenaa igen fik en jazzklub. Musikerne stillede sig vederlagsfrit til rådighed, da der skulle gøres et fremstød for på ny at oprette en jazzklub i byen. Det gik langt over forventning. Omkring 120 mødte op til frokost-koncert i Pavillonen, og dermed var der skabt grundlag for en levedygtig klub. Det skete alt sammen i 2003, og nu 15 år senere trives klubben på bedste vis.
Royal Garden Jazzband hører til blandt de ældste i landet. For to år siden fejrede bandet 60 års jubilæum, Og der er faktisk stadig et medlem med, som stod bag stiftelsen i Nykøbing Mors i 1956. Det er bassisten Flemming Seiersen fra Ørsted. De øvrige musikere er spredt rundt i landet. Frank Pedersen (sang og trommer) er fra Aarhus, Poul Helge Hansen (sang og trompet) er fra Odense, hvor også Per Nørbach (klarinet) bor. Bob Ekman (trombone) kommer fra Fåborg, og endelig er Svend Frandsen (piano) fra Grenaa.
Koncerten på lørdag er optakt til Royal Garden Jazzbands mine-tour til Alanya i Tyrkiet om tre uger. Her spillede bandet også sidste år og blev belønnet for indsatsen med endnu en tur til Tyrkiet.
På Gjerrild Nordstrands campinplads bliver der grill og dans til Royal Garden Jazzband om aftenen.
Begge steder skal der meldes til, hvis man ønsker at spise.