Tysk stjernetenor på lærredet i Kino
Operasæsonen indledes med optagelse fra Berlin
Kino i Grenaa indleder onsdag 12. september klokken 20 den nye operasæson med en stor koncert fra Berlins berømte Waldbühne, hvor den verdensberømte tyske tenor Jonas Kaufmann i sommer optrådte sammen med Berlins Radiosymfoniorkester. På programmet stod en lang række kendte arier af komponister som Puccini, Verdi og Mascagni.
Jonas Kaufmann regnes i dag for en af de førende lyrisk/dramatiske tenorer. Hans stemme spænder over et usædvanligt bredt register, og det betyder, at hans repertoire er tilsvarende bredt: fra Verdi og Puccini over Bizet til de store tunge partier i Wagners operaer.
Kaufmann har optrådt i alle de store operahuse rundt om i verden fra La Scala i Milano til Bayreuth i Tyskland og Metropolitan i New York. Ud over at være kendt for sin smukke stemme er Jonas Kaufmann anerkendt for sit store dramatiske talent, således at de personer, han portrætterer bliver troværdige. Han er da også af flere musikkritikere blevet udnævnt som den oplagte arvtager til Placido Domingo, der i så mange år har domineret på de store operascener rundt om i verden.
Operaelskere i Grenaa og omegn kan i øvrigt glæde sig til en spændende og varieret operasæson i Kino, hvor man vil kunne opleve både ballet, operette og opera på højeste kunstneriske niveau. Til november kan man for eksempel komme med i Semper Operaen i Dresden til en festlig opførelse af Franz Lehars ”De lystige koner,” og til december kan man både være med, når La Scala åbner sæsonen med en ny produktion af Verdis dramatiske opera ”Attila,” og når Kino præsenterer den store romantiske ballet ”Korsaren” ligeledes fra La Scala som en julegave til dem, der holder af traditionel ballet.
Nia og Gert Skov fra Kino i Grenaa håber, at publikum på Djursland vil tage godt i mod det program, som Kino har sat sammen, og som i løbet af kort tid kan ses på Kinos hjemmeside, således at det bliver muligt også de kommende år at præsentere stor kunst fra Europas operascener i Kino i Grenaa.