Brug kræfterne på det realistiske
Tre lokalt valgt MF'ere på besøg i Erhverv Grenaa
Tilstrømningen og fremmødet var så stort, at der måtte ekstra stole i brug, da de tre lokalt valgte folketingsmedlemmer Britt Bager (V), Kim Christiansen (DF) og Leif Lahn (S) på Erhverv Grenaas medlemsmøde gav deres bud på, hvad de som landspolitikere kan hjælpe det lokale erhvervsliv med.
Selvom partifarverne er forskellige, stod det hurtigt klart, at de tre på mange områder er enige om, hvilke landspolitiske tiltag, der er vigtige for det lokale erhvervsliv, som de indledningsvis hver fik ti minutter til at komme med fem bud på. Så Britt Bagers citat i overskriften kunne være sagt af dem alle.
Infrastruktur
Forbedring af infrastrukturen i Østjylland havde suverænt topprioriteten hos de tre med fokus på Grenaa Havn, Aarhus Airport, E45 og 2+1 motortrafikveje helt til Grenaa.
”Det er vi ret enige om,” sagde de nærmest i munden på hinanden.
”Problemet er bare, at mange af vores partifæller selv har lokale prioriteter, der hvor de er valgt.”
Det ændrede dog ikke på, at de ville kæmpe ihærdigt for at få infrastrukturen forbedret. Hvis man kan tage Leif Lahns benævnelse af Kim Christiansen som »trafikkens mafiaboss« bare lidt alvorligt, er det måske i de bedste hænder?
Vælg os igen
I det hele taget var tonen fri og kammeratlig og Kim Christiansen benyttede da også lejligheden til at indlede den kommende valgkamp på en yderst blød måde.
”I skal stemme på os tre igen, for det er meget vigtigt, at vi får kontinuitet og ikke mister mandater til andre områder,” hvilket de to øvrige kun nikkede samstemmende til.
Der var også enslydende meninger om ønsket om udflytning af statslige arbejdspladser samt prioritering af ungdomsuddannelser og kulturinstitutioner.
Letbanen
Enigheden forsvandt dog som dug fra solen, da emnet letbanen kom på bordet. Ikke at de alle var måbende over for, hvorfor den endnu ikke kører, men på spørgsmålet om den ikke skulle svinge forbi lufthavnen.
”Det er nok ikke populært,” indledte Britt Bager.
”Men det koster en milliard kroner og har efter min mening ikke politisk gang på jorden.”
”Nu har vi lufthavnen og folk i Aarhus skal synes, at det er deres,” mente Leif Lahn.
”Så letbanen skal køre dertil, gerne via Skødstrup og Rønde, og jeg skal nok pege på finansieringen.”
Kim Christiansen ville også gerne have letbanen til lufthavnen og ikke bare udbygge p-pladserne der. ”Men jeg vil nødigt vælge mellem motortrafikvej til Grenaa og letbane til lufthavnen.”
Det velbesøgte møde sluttede af med spørgsmål og erfaringer fra salen, hvor digital infrastruktur, kommunal erhvervsvenlighed, cirkulær økonomi og detailhandlens vilkår kom på bordet. Det fik afslutningsvis de tre til at udtrykke stor tilfredshed med dialogen og de lokale input. For som en af dem sluttede: ”Vi kan jo ikke vide alt.”