Morgensang er tilbage i Lystrup Kirke

Det summer af børnestemmer i Lystrup Kirke. Lukker man øjnene, er det nemt at bilde sig selv ind, at der er flere hundrede mennesker derinde. Akustikken snyder en. De mange stemmer tilhører tre 4. og 5. klasser fra Lystrup Skole på den anden side af vejen.

Udenfor er himlen grå, og luften dufter koldt af efterår. Kirkerummet er varmt og skinnende hvidt.

Præst Hans Boas står foran alteret og venter på, at de sidste kommer ind og finder en plads på de aflange asketræsbænke. Han har ladet præstekjolen blive hjemme og står i stedet afslappet i en lyseblå skjorte og mørke bukser.

De summende diskussioner hører op fra det ene øjeblik til det andet. Præsten begynder at klappe i en takt, de tydeligvis kender, og som et ekko klapper alle børnene efter ham.

»Endelig kan vi mødes igen efter problemet med corona,« siger han kraftigt.

Siden coronaen brød ud, har præsten og børnene kun mødtes til morgensang et par gange. Forsamlingsforbud, afstandskrav og skolenedlukning satte en stopper for møderne i kirken, der ellers har været en fast månedlig tradition siden 2014.

B.S. Ingemann og H.C. Andersen

Præsten peger op på den hvide væg til venstre for ham og beder børnene rejse sig op, for nu skal de synge. På væggen står teksten til I østen stiger solen op med hjælp fra en projektor.

Flere af børnene behøver ikke teksten for at synge med. De kender sangen og samtlige af versene udenad.

Så snart den sidste strofe af B.S. Ingemanns salme runger i rummet, skifter teksten på projektoren. Marken er mejet, står der. De synger den med det samme. Så ændrer teksten sig til To skridt til højre og to skridt til venstre.

Karin Therkelsen spiller på et hvidt elektronisk klaver, der står ved siden af Hans Boas. Hun står rutineret op, mens hun spiller. Karin Therkelsen har været musiklærer på skolen i 39 år. Nu er hun pensioneret, men fortsætter med at spille til morgensamlingerne. For hvert vers spiller hun hurtigere og hurtigere. Ungerne og præsten svinger armene i vejret og bøjer ned i knæ og arbejder intenst for at følge med Karin Therkelsens tempo til sidst. Roen mellem sangene går af fløjten her. Latter sender bølger rundt i kirkerummets skæve vinkler.

De synger en sang mere (Septembers himmel er så blå), inden præsten peger op på væggen igen. H.C. Andersens ansigt.

»Ham her kender I sikkert godt,« siger han. Der nikkes.

»Nu vil jeg fortælle jer en historie, som jeg fik fortalt dengang, jeg var barn,« fortsætter han ud til sit publikum, der igen er blevet musestille. De vil gerne høre historien.

»Kender I de der gamle huse ude på landet med stråtage?« Det er starten på historien.

»I netop sådant et bondehus fra derude på landet, boede et par folk, en bondemand og en bondekone.«

Starten på Hvad fatter gør er altid det rigtige er slået an. Han fortæller den stilsikkert og levende med en stemmeføring, der ændres efter behov og stemning. Børnenes fulde opmærksomhed er rettet mod ham.

Musik gør noget ved os

Hans Boas’ valg af historier svinger meget. Det kan være alt fra eventyr til bibelhistorier og sagn. Han kan også sagtens finde på at vælge noget, der passer med tiden. For eksempel ved datoen for Danmarks befrielse eller genforeningen fra 1920.

»Vi giver noget kultur og tradition videre,« fortæller han og fortsætter.

»Det sammen med oplevelsen af at være fælles om noget. Vores tid er så individualiseret og adspredt. Her oplever de, at vi gør noget sammen, alle på en gang. Vi trækker vejret samtidig, vi synger de samme toner og tekster. Jeg tror på, at musikken og sangen gør noget ved os.«

Idéen til et samarbejde mellem skolen og kirken kom fra kirketjener Birgitte Aalling. Hun havde oplevet, at børn tog ind til domkirken i Aarhus og sang sammen. Hvorfor ikke gøre det lokalt, havde Birgitte Aalling og Hans Boas diskuteret. Han ringede til Lystrup Skole og præsenterede idéen for dem. De tog imod den med kyshånd og sammen med Karin Therkelsen, der dengang var musiklærer på skolen, fik de stablet datoer og sange på benene.

»Jeg glæder mig virkelig over, at skolen bakker sådan op omkring det her. Det betyder meget for mig,« fortæller præsten.

Veloplagte til undervisning

»Jeg får kys og ikke knubs! Og vor mor vil sige: Hvad fatter gør, er det rigtige!«

Så snart historien er færdig, annoncerer præsten, at de skal synge igen. Æbler lyser rødt på træernes grene. Stille glædelige »jaaa« kan høres rundt omkring på asketræsbænkene.

De slutter morgensamlingen med Kim Larsens Joanna. Sangene er orkestreret i en velvalgt rækkefølge. Børnene synger kraftigt med på den sidste sang. Endnu kraftigere, da Karin Therkelsen beder dem om det i det sidste omkvæd.

Præsten har ret i, at den gør noget ved dem. Musikken. Så snart Joanna er færdig, er lydniveauet ikke til at skære igennem. Eller humøret. Præsten siger tak for i dag, og sammen traver ungerne ud. De virker mere oplagte, end da de kom. Klokken er omkring halv ni, og på den anden side af vejen starter undervisningen.