Plasmacenter fejrer fødselsdag med bøn: Vi har brug for jer!
Plasmacenter på AUH oplever stort antal udeblivelser og beder flere komme ind i plasmakampen.

Den 8. september 2020 åbnede plasmacentret på Aarhus Universitetshospital - og et år senere er behovet for plasmadonorer muligvis større end nogensinde før.
Det harmonerer desværre ikke så godt sammen med, at centret i øjeblikket oplever et stort antal udeblivelser.
Ifølge afdelingssygeplejerske på Blodbank og Immunologi, Pia Brøgger Thomassen, skyldes det formentlig, at donorerne er »kommet ud af deres rytme« på grund af den langvarige sygeplejerskekonflikt.
Livsvigtig medicin
I de ti uger, konflikten stod på, gik plasmacentret glip af cirka 800 plasmatapninger ugentlig.
»Vi vil gerne benytte dagen til at få fat i nogle flere, der har lyst til at donere plasma, og samtidig gøre donorkorpset opmærksom på, at der i den grad er brug for dem, siger Pia Brøgger Thomassen til Lokalavisen Aarhus.
Plasmacentret blev sidste år åbnet med det mål, at vi i Danmark, på sigt, skal blive selvforsynende af den medicin, som fremstilles af plasma.
»Vi har brug for plasmaet for at lave livsvigtig medicin, og lige nu er vi afhængige af at købe i udlandet, fordi vi ikke tapper nok. Der bliver rigtig stor efterspørgsel på plasma herhjemme, og der er folk, som dør, hvis de ikke får det,« siger Pia Brøgger Thomassen.
Det er blandt andre patienter, der har autoimmune sygdomme eller blødersygdomme, der har hårdt brug for medicinen.
Tak til donorer
Som det er lige nu, bliver det tappede plasma fra plasmacentret sendt til et firma i Schweiz, som bearbejder det til medicin. Medicinen bliver efterfølgende sendt tilbage til DK.
Vi har et meget stort behov for, at donorerne atter kommer til plasmatapninger samt et stort behov for nye donorer.
Ifølge Pia Brøgger Thomassen har vi »lang vej til selvforsyning« herhjemme. Det vil kræve at donorkorpset udvides, og at de nuværende donorer fortsat vil komme til deres bookede tider, lyder det.
Som det er lige nu, er man enten almindelig bloddonor eller plasmadonor.
»Men vi arbejder for, at donorer i fremtiden kan donere begge dele. I den sammenhæng skal vi være helt skarpe på, at vi ikke tapper for meget. Vi skal passe på vores donorer,« siger Pia Brøgger Thomassen.
Hun vil også benytte plasmacentrets første fødselsdag til at takke plasmacentrets nuværende donorer for deres »fantastiske indsats.«
»Vi vil meget gerne anerkende de donorer, som sætter tid af i deres hverdag til at komme og donere plasma og dermed være med til at redde andres liv,« siger hun.
Ifølge Pia Brøgger Thomassen er det unikt for Danmark, at vi både kan levere blod og fremstille medicin på baggrund af donorers frivillige indsats. Donering på frivillig basis sikrer desuden en meget høj kvalitet af produkterne, lyder det.
Hvis du har lyst til at blive plasmadonor, kan du tilmelde dig på bloddonor.dk eller kontakte plasmacentrets sekretariat på telefon 78455169.