Nyt discountsupermarked slår dørene op på fredag i Hørning
På fredag 10. september åbner Coops bud på fremtidens discountsupermarked, Coop365, på Rådshuspladsen 1 i Hørning

Præcis på klokkeslettet 8.00 fredag morgen 10. september åbner Danmarks nye discountsupermarked, Coop365, sin nye butik på Rådshuspladsen i Hørning.
I spidsen for den helt nybyggede butik står Benjamin Chrautwald Jørgensen.
»Jeg glæder mig til at lære kunderne at kende og vise vores nye butik, som vi er meget stolte over. Vores mål er, at det altid skal være billigt, nemt og godt at handle her. Så hvis der er kunder, der synes, der er noget, vi kan gøre bedre, så må de endelig tage fat i mig,« siger Benjamin Chrautwald Jørgensen i en pressemeddelelse.
Vi har ønsket at investere i det lokale handelsliv til gavn for kunderne og byen, og med både 28 nybyggede lejligheder og den nye Coop365 sikrer vi, at Torvet med de mange gode specialbutikker og SuperBrugsen bliver styrket
Selv vil han på åbningsdagen stå i døren klar med skarpe tilbud og gaveposer til de første 50 kunder.
Kædedirektør Thomas Nielsen, der selv indledte sin karriere i SuperBrugsen i Hørning tilbage i 1995, glæder sig over, at Coop365 nu kan tilbyde kunderne i lokalområdet en ny dagligvarebutik.
»Coop365 har en kundefokuseret grøn og ansvarlig tilgang, som forener et godt og bredt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser. Det arbejder alle vores dedikerede medarbejdere på 365 dage om året at kunne levere – deraf navnet Coop365. Jeg startede selv min karriere i 1995 i SuperBrugsen i Hørning, så jeg er ekstra stolt og glad over, at vi sammen med selv samme SuperBrugs nu kan tilbyde kunderne vores nye discountkoncept,« fortæller han.
Ikke kun Thomas Nielsen har fået købmandskabet ind under huden i Hørning. Også Coops administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, begyndte for 25 år siden sin karriere som salgsassistent i netop SuperBrugsen i Hørning.

En investering i det lokale handelsliv
Det er SuperBrugsen/Hørning Brugsforening, der står bag byggeriet af den nye 1200 kvm. store butik. Uddeler Jens Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning, ser frem til, at handelslivet omkring Torvet i Hørnign får selskab af Coop365.
»Vi har ønsket at investere i det lokale handelsliv til gavn for kunderne og byen, og med både 28 nybyggede lejligheder og den nye Coop365 sikrer vi, at Torvet med de mange gode specialbutikker og SuperBrugsen bliver styrket,« udtaler han.
Coop365-butikkerne har udvidet sortimentet og har 600-700 flere forskellige varer på hylderne end kunderne ellers har været vant til i discountregi. Mere end 400 varer på hylderne er økologiske, og kæden tilbyder 10 pct. bonus på al frisk frugt & grønt, hvis man handler med Scan & Betal.