Sognepræst takker af efter 36 år
Skt. Johannes Sogn siger farvel til sin præst gennem 36 år, sognepræst Bent Arendt, der går på pension med udgangen af september. Søndag 19. september klokken 10.30 er der afskedsgudstjeneste og efterfølgende reception.

Bent Arendt blev ansat som præst i Skt. Johannes Sogn i 1985 og stopper nu efter 36 års tjeneste.
»Bent Arendt har gennem 36 år med stort engagement haft sit liv og virke i sognet, hvor han som dygtig teolog og med udsyn, varme og empati har berørt menneskers liv og præget kirkens arbejde. Nu er det blevet tid til efter 36 år med kærlighed til bydelen, et utal af gudstjenester, dåb, vielser, begravelser, og det, der ellers følger med, at hænge præstekjolen på knagen og flytte ud af præsteboligen. Som han selv udtrykker det, har det været et job med tusinde forskellige opgaver fra kaffebord til husbesøg til undervisning til gudstjeneste, som langt hen ad vejen er op til samvittigheden, men det grundlæggende arbejde med mennesker og deres liv i glæde og sorg, og det er svært at blive træt af,« siger menighedsrådsformand Lone Weiling i en pressemeddelelse.
Menighedsrådet håber og forventer, at mange vil være med til gudstjenesten og receptionen efter gudstjenesten. Alle er velkomne, og man kan tilmelde sig på kirkens hjemmeside www.sktjohannes.dk
ksa