Lokal ildsjæl fylder 60 år: Har en finger med i det meste

Ove Legarth Bjørn, Skanderborg, fylder 60 år 8. september. Ove er til dagligt kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland i Skanderborg – i den afdeling, han selv har været med til at bygge op. Her har han været siden 1993 – først under navnet Sparekassen Hammel på Adelgade 119 og nu Sparekassen Kronjylland Adelgade 92.
Ove er ikke en helt almindelig bankmand. Udover at have været både souschef, en kort periode konstitueret afdelingsleder og nu kunderådgiver – alt sammen i Skanderborg – har han også prøvet sig selv af fra 1988-90 som gartner ved kommunen, i produktionen på plastvirksomheden Wavin og som handicaphjælper. I perioden 1986-87 rejste han jorden rundt på egen hånd.
Ove har ved siden af sit job i Sparekassen også været aktiv i handelsstandsforeningen og byens øvrige erhvervsliv samt været med til at starte byens Lions klub op, ligesom han stadig er engageret i Smukfest. I øjeblikket sidder han tilmed i bestyrelsen for Skanderborg Kulturforsyning.
I fritiden nyder Ove Legarth Bjørn også at optræde med det lokale guitar-pop-rock band, RBH Trio. Her synger han for, når trioen underholder på eksempelvis byens pubber og ved Skanderborg Kræmmermarked og Sort Nat.
Privat bor Ove - naturligvis - i Skanderborg sammen med sin hustru, Jette. Sammen har parret en voksen søn.
bo