Syddjurs Award: Vinder rørt til tårer
Håndboldtræner dedikerede prisen til ensomme unge.

Over 300 publikummer i salen og godt 1.400 på Facebook fulgte Syddjurs Award, der blev afholdt torsdag aften i Kolind+.
Vinderen af Frivilligrådets pris blev Mette Vestergaard, der er håndbold- og fodboldtræner i Hornslet IF. I sit arbejde med børn og unge har hun særlig fokus på ensomhed. En tydeligt rørt Mette Vestergaard tog overrasket imod prisen.
»Jeg er super stolt. Det havde jeg ikke regnet med. En ting er, at jeg var nomineret. Det havde jeg heller ikke forventet, så at stå her som vinder, det er meget rørende.« sagde hun med en stemme, der næsten knækkede over.
Efterfølgende skulle hun lige sunde sig, inden hun var i stand til at reflektere over anerkendelsen. Der var nemlig en følelse, der overskyggede det hele.
»Jamen, altså... Stolthed. Men samtidig så har jeg det jo bare sådan lidt, at der jo ikke er nogen af os, der gør det alene. Derfor synes jeg måske også, det er forkert, at jeg står her alene.«
Alligevel var Mette Vestergaard meget taknemmelig for prisen.
»Jeg er jo mega glad for, at der er nogen, der har tænkt på mig, men jeg har det bedst med at gå i et med panelerne og gøre alt det der i baggrunden, men det med at stå foran alle andre, det har jeg det ikke sådan vildt godt med.«
Den 35-årige håndboldtræner sendte også nogle tanker til hendes familie, der var med hende i Kolind+ i forbindelse med overrækkelsen.
»Det er jo noget, vi gør som en familieting hjemme hos os. Både min mand og jeg og vores børn, og så dem jeg ellers er sammen med både i håndbold og fodbold. Man kan ikke gøre det alene.«
Selvom prisen kom fuldstændig bag på Mette Vestergaard, betonede hun, er der kun var en ting, der for alvor interesserede hende.
»At være der for ungerne i håndbold og fodbold. Det er det vi brænder for.«
Frivilligrådets pris gives for et frivilligt socialt arbejde, og skal medvirke til at sætte fokus på området. Prisen gives til en enkelt person eller gruppe, der har ydet en frivillig social indsats i kommunen, skabt opmærksomhed om det frivillige arbejde og udvist eller fremmet det frivillige sociale engagement.
Mette Vestergaard var nomineret, fordi hun spiller en stor rolle i at hjælpe børn og unge ud af ensomhed gennem motion og socialt samvær. Hun samler de unge omkring glæden ved at være sammen og i det legende frirum omkring fodbold og håndbold. Hun har altid været aktiv for Hornslet IF, og gør en stor forskel i dagligdagen og altid med et smil.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d