Grenaa-virksomhed udvider og ansætter 30 nye medarbejdere
Efterspørgslen på emballage er markant stigende, og derfor udvider DS Smith medarbejderstaben.

Emballage-virksomheden DS Smith på Åstrupvej i Grenaa kan for alvor mærke den massive efterspørgsel på bølgepapemballage fra både danske og internationale kunder.
Det er blandt andet covid-19-pandemien, der har fået rekordmange danskere til at hive varer ned fra de virtuelle hylder, og efterspørgslen har betydet, at DS Smith har valgt at udvide fabrikkens åbningstid med et fast weekendskift.
Fabrikken på Djursland producerer allerede millioner af bæredygtige emballager hver uge, og den stigende efterspørgsel skal nu imødekommes.
Det betyder derfor, at virksomheden over de næste måneder byder hele 30 nye kollegaer velkommen på fabrikken i Grenaa, fortæller DS Smith i en pressemeddelelse.
Glædelig udvidelse
Fabrikken i Grenaa beskæftiger i dag cirka 300 medarbejdere, hvilket gør den til Grenaa næststørste virksomhed. Nationalt beskæftiger DS Smith 650 medarbejdere på tværs af lokationer i Danmark, og fabrikschef Laila Buus glæder sig da også til, at dørene åbnes for endnu flere medarbejdere.
»Jeg ser denne udvidelse af vores medarbejderstab og fabrik som en kæmpe mulighed og en rigtig god nyhed - ikke bare for DS Smith, men også for vores kunder og lokalsamfundet. Vi glæder os meget til at byde nye kollegaer velkommen og gøre DS Smith til en endnu større og bedre arbejdsplads,« siger Laila Buus i pressemeddelelsen.
SC