Skanderborg rykker frem på rangliste over erhvervsvenlighed
Sidste års 33. plads er vekslet til en 19. plads i Dansk Industris undersøgelse af det lokale erhvervsklima.

Skanderborg Kommune er tilbage blandt de 20 mest erhvervsvenlige kommuner i landet efter sidste år for første gang at have været placeret lavere, i Dansk Industris store årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden i danske kommuner.
Samlet set lander Skanderborg i år på en 19. plads. Det er særligt kategorierne ”Adgang til kvalificeret arbejdskraft” (10) ”Kommunens indsats for at styrke den grønne omstilling” (7) og ”Dialogen med erhvervslivet” (11), som placerer Skanderborg Kommune blandt de øverste 20 kommuner. (Tallet i parentes markerer Skanderborgs placering blandt de 98 kommuner). ”Brug af private leverandører” er den kategori, hvor Skanderborg Kommune ligger lavest med en plads i midterfeltet som nummer 56.
Det er meget tilfredsstillende, at vi evner at tage et spring op ad ranglisten i en tid, hvor vi også er presset af en stor befolkningstilvækst.
Overordnet set vil knap tre ud af fire lokale virksomheder ”helt sikkert” anbefale andre at etablere virksomhed i Skanderborg Kommune. Det er mere end 10 procent højere end landsgennemsnittet.
”Det er virkelig godt kæmpet af Skanderborg. Jeg vil fremhæve de mange indsatser på kommunikationsområdet, som såvel politikere som embedsmænd har udført. Heriblandt dialogmøder med erhvervslivet og fokusgrupper, der har analyseret på sidste års måling, hvor Skanderborg oplevede tilbagegang,” siger Anders Strange, formand for DI Østjylland
Såvel politikernes som embedsværkets dialog med erhvervslivet bliver da også i rundspørgen til virksomhederne vurderet væsentligt bedre i år, hvor der er fremgang på alle parametre.
Også sagsbehandlingen i kommunen er blevet kraftigt forbedret, men det er fortsat et område, som virksomhederne ønsker, at kommunen fremadrettet skal give meget stor opmærksomhed.
Målrettet indsats har båret frugt
Det seneste år har Skanderborg Kommune da også haft fokus på at styrke båndene til kommunens virksomheder.
Der har været nedsat et opgaveudvalg for erhverv og turisme, hvor politikere og lokale erhvervsfolk sammen har arbejdet på at finde nye løsninger i den fremtidige erhvervsindsats.
Dertil kommer, at Skanderborg Kommune har ændret organisationen for at geare den bedre til både at håndtere den store befolkningstilvækst og at styrke erhvervsvenligheden. Byrådet har sat penge af til at afkorte sagsbehandlingstiderne for erhvervsbyggeri betragteligt, så kommunen nu ligger væsentligt bedre end landsgennemsnittet målt på sagsbehandlingstider.
Seneste tiltag er en erhvervskoordinator, som skal styrke kontakten mellem virksomhederne og det tekniske område.
»Det er meget tilfredsstillende, at vi evner at tage et spring op ad ranglisten i en tid, hvor vi også er presset af en stor befolkningstilvækst. Omvendt ligger det i vores DNA, at vi skal være en erhvervskommune i den absolutte top blandt landets kommuner, og der er fortsat plads til forbedring på nogle områder. Det vil vi nu kigge nærmere på sammen med vores virksomheder,« siger borgmester Frands Fischer (S).
Morten Kohsel formand for ErhvervSkanderborg, glæder sig også over udviklingen.
»Det er glædeligt, at Skanderborg Kommune har taget et spring op ad listen. Vi har forhåbninger om, at de initiativer, der er taget i årets løb, vil bidrage til at nå endnu højere op i 2022. Målet er fortsat en absolut topplacering,« siger han og peger på, at dertrods den positive udvikling fortsat er et stykke vej til toppen.
bo/csn