Triatlon i Grenaa rejser sig efter corona
Lørdag 11. september afvikles anden udgave af Grenaa mini-triatlon. Oplagt mulighed for at motionere med familien, lyder det fra arrangørerne.

De havde ellers glædet sig til det sidste år.
Arrangørerne af Grenaa Triatlon, Løbeklubben, Grenaa Cykelklub, Livredderskolen og FC Grenaa afviklede i 2019 den første udgave af triatlonen, som fokuserer på at kombinere motionen med en hyggelig dag sammen med familien eller vennerne.
Anden udgave af løbet skulle derfor være holdt i 2020, men ligesom så meget andet blev der både spændt ben og stukket en kæp i hjulet for løb, svømning og cykling sidste år.
I gang igen
Der er derfor ikke så meget at sige til, at arrangørerne nu har ekstra store forventninger til lørdag 11. september, hvor anden udgave af Grenaa Triatlon endelig skal afvikles. Det fortæller formand i FC Grenaa Poul Nielsen.
»Det er vigtigt for os, at vi nu kan gennemføre triatlon, så folk kan se, at nu er vi i gang igen. Vi håber virkelig meget på, at triatlon kan være med til at synliggøre, at aktiviteterne for alvor kører igen,« siger Poul Nielsen.
Triatlon for alle
Arrangørerne i de fire foreninger har i deres samarbejde lagt vægt på, at Grenaa Triatlon skal være med til at skabe en udvikling i idrætslivet, hvor det kan skabe interesse for nogle idrætsgrene, man ikke er så velbevandret i. Grenaa Triatlon afvikles under mottoet ’Bevæg dig for livet’.
Netop derfor er Grenaa Triatlon også for alle. Arrangørernes målgruppe er den almindelige motionist, men de lægger samtidig vægt på, at der er plads til alle, når starten går fra Grenaa Idrætscenter 11. september klokken 9.30.
»Alle kan deltage. Både nybegyndere og dem, der kender alt til skiftezoner på rekordtid,« lyder det fra arrangørerne.