Projekt skal øge børns glæde ved at læse
Norddjurs Kommune går med i stort læseprojekt - nu skal der læses højt for børnene derhjemme.

Målet er at øge interessen hos børn i Norddjurs for at læse mere og blive bedre til dansk - og så kan man i sit stille sind undre sig over, at læseprojektet Read har fået et engelsk navn når det vel lige så godt kunne have heddet Læs.
I første omgang er det kun udvalgte skoler og alle dagtilbud i Norddjurs Kommune, der tager hul på læseprojektet, der også er en måde at invitere til samarbejde med forældrene på for skoler og dagtilbud i Norddjurs.
Read er udviklet af Aarhus Kommune, og Norddjurs Kommune har fået mulighed for at bruge materialet og arbejder nu videre med projektet i samarbejde med Aarhus Kommune og TrygFondens Børneforskningscenter.
Når man læser i sofaen med mor eller far kan man overkomme mange spændende udfordringer, som man heldigvis ikke har mødt i livet endnu, men som man lige præcis kan møde i bøgerne
Projektet handler lige så meget om at tale om de tanker, som indholdet i bøger vækker hos børn og voksne, som at læse ordene på siden. Man taler om tekst og billeder både før man læser, mens man læser og efter læsningen.
Tasker og bøger ligger klar til start
Forældre, som deltager i Read, låner en taske med hjem fra skolen eller dagtilbuddet. I tasken er der særligt udvalgte bøger, som passer godt til barnets alder. Der er også et vejledningsmateriale til forældrene med gode ideer, som kan hænge på køleskabsdøren. Materialet giver ideer til, hvordan forældrene kan læse med deres børn, så børnenes nysgerrighed og lyst til at opleve og bruge sproget bliver stimuleret endnu mere.
I det første år deltager alle dagtilbud i Norddjurs Kommune, indskolingen og mellemtrin på Auning skole og indskolingen i Børneby Nord. Herefter håber Norddjurs Kommune, at de øvrige skoler også kan deltage.
Bøger og vejledningsmateriale kommer hjem til forældrene i tre perioder over det kommende år.
De første forældre modtog tirsdag tasken, som de låner i syv uger. Når de er færdige med tasken, afleverer de den igen, så nye forældre kan låne den. 1. april 2022 har materialerne været hjemme hos alle de deltagende familier.
»Read skal bidrage til at udvikle vores børns sprog, læselyst og for skolebørnenes vedkommende deres selvstændige læsefærdigheder. Vi har også en anden ambition med det. I Norddjurs kommune arbejder vi for at udvikle vores læringsmiljøer, så børn deltager og tør livet. Read er én af de indsatser, som skal bidrage til dette. Når man læser i sofaen med mor eller far kan man overkomme mange spændende udfordringer, som man heldigvis ikke har mødt i livet endnu, men som man lige præcis kan møde i bøgerne,« siger Lene Mehlsen Thomsen, skole og dagtilbudschef i Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse om projektet.
Ordforrådet vokser
Mange forskere anser læsning for den væsentligste kilde til udvikling af børns ordforråd. Sproget i børnebøger er mere varieret end det sprog, vi bruger, når vi taler sammen, og børnebøger indeholder langt flere sjældne ord end eksempelvis tv-programmer for børn.
»De børn, som ved skolestart har et stort ordforråd, udvikler deres sprog endnu mere end børn, der ikke har så stort et ordforråd ved skolestart. Forskellen mellem de to børnegruppers sprog øges gennem skoleforløbet. Vi vil gerne give dem alle det bedst mulige afsæt for at udvikle sproget og dermed også deres viden om verden,« siger Lillian Byrialsen, sprog og læsekonsulent i Norddjurs Kommune i pressemeddelelsen.